ALO WALA – Dansk world i udlandet
29.08.2014Det indiske musikmarked.
Alo Wala er et af de worldbands, som hidtil har haft større succes i udlandet end i Danmark. Åsmund Boye Kverneland fortæller her om bandets tilblivelse og succes i Indien.
Det var først da den etnisk indiske amerikaner Shivani Ahlowalia var i København for at studere, at musikkemien opstod imellem hende og Åsmund Boye Kvernelands elektroniske musikkollektiv, Yo FOK. Efter studiet i Danmark flyttede hun til Afrika og senere til Indien, men da kollektivet skulle spille på Images Festival 2013, tog hun den lange tur fra Indien til Danmark. Det var begyndelsen på Alo Wala (“en der sælger lys” på indisk) og en masse koncerter i Indien.
”Inderne er helt vild begejstrede for os, når vi spiller. Men man må også tænke på, at den elektroniske musik er meget ny derovre. Den har kun været der i ca. fem år. Goa er noget helt andet. Der kommer kun turister. Så inderne bliver både glade og overraskede når vi spiller”, forklarer Åsmund om koncerterne. Indernes begejstring for den nye elektroniske musik og Shivanis indiske kulturkendskab har til sammen åbnet det indiske musikmarked for Alo Wala. Men også deres kostbare og tidskrævende promoveringsturneer og velovervejet strategi har været med til at skabe deres succes på det indiske marked.
”Hvis du retter dig mod et anderledes land og et nyt marked, hvor man ikke selv er fra, så må man gerne låne af deres basale kulturarv. Men det skal gøres ordentligt. Man må gerne gøre lidt grin med det, men på en god måde. Det bliver altid taget rigtig godt imod. Især interesse for lokalkultur – det får man altid en masse positiv respons på,” forklarer Åsmund. Dette har Alo Wala realiseret på et af deres seneste numre ”Ace of Spade”, som indeholder brudstykker af en børnesang, som alle indere er vokset op med.
Alo Wala er signet hos det indiske pladeselskab Krunk, som varetager deres turnéer i udlandet og generelle PR, blandt andet i Indien. Åsmund forklarer, at det har været tidskrævende og ikke problemfrit at lave en fornuftig kontrakt med Krunk, fordi selskabet havde skrevet en masse ”med småt” og ville have langt flere rettigheder, end bandet ville afgive.
”Hvis man vil lave kontrakter i udlandet, så skal man tænke sig godt om,” råder Åsmund og roser Dansk Musiker Forbunds jurister for deres store hjælp.
Alo Wala har i øjeblikket travlt med at skyde en musikvideo i New York og er ellers ved at gøre klar til en turné i Rusland i september. Herefter tager bandet på en længere turné i Indien, så danskerne må vente. Indtil da kan man smugkigge- og lytte til en koncert i Bangalore.
Læs mere om Alo Wala HER.