HER ER DMA WORLD-VINDERNE 2016



Søndag aften den 4. december stod i verdensmusikkens tegn, da årets største world-fest, Danish Music Awards World, løb af stablen på Jazzhouse i København. Nominerede og optrædende, musikbranchen og publikum skabte sammen en forrygende prisfest spækket med eksotiske rytmer, bobler og uddeling af de fem priser.

Med rapper og skuespiller Ellie Jokar ved roret blev publikum ført sikkert igennem de fem prisoverrækkelser garneret med de fedeste liveoptrædener ved DMA World 2016. Aftenens helt store vindere blev Afenginn, som formåede at løbe med både prisen for Årets Danske World Komponist (Kim Nyberg/Afenginn) og Årets Danske World Livenavn (Afenginn):

For mig er worldmiljøet en rig og sprudlende buket af stilarter og dygtige folk på tværs af musikalske og geografiske grænser. Der er højt til loftet og plads til at lade forskellige genrer krydsbestøve og inspirere hinanden. Hurra!

Også Niclas Knudsen kunne glæde sig over at få en pris med hjem, da han vandt for Årets Danske World Track med ‘Niafunke’. Prisen for Årets Danske Worldalbum var det til gengæld Den Sorte Skole, der kunne høste, for udgivelsen ’Indians & Cowboys’, mens Tønder Festival kunne fejre at vinde prisen som Årets Danske World Spillested.

De musikalske indslag blev i år leveret af husorkestret Junglelyd, som fremførte deres nordiske take på lyden af den sydamerikanske jungle, Dawda Jobarteh / Stefan Pasborg – Duo, der præsenterede publikum for et møde mellem energisk jazz og vestafrikansk koraspil, og sidste års live-prisvinder og balkankonge Bjonko, der foruden sit liveband fik selskab af rapperne Klamfyr og Jooks på scenen. Ladybox satte for alvor gang i efterfesten og fik antændt gæsternes danselyst med et dj-set sammensat af traditioner og nye inspirationer fra flere verdensdele, og rundede på fornemste vis aftenen af med et brag.

World Music Denmark ønsker vinderne stort tillykke og siger tak for en fantastisk aften på Jazzhouse til alle, der deltog i årets fejring af worldscenen i Danmark!

Vinderne af DMA World 2016

ÅRETS DANSKE WORLD TRACK – Niclas Knudsen: ’Niafunke’
Støvet cowboyrock, når det er bedst. Med snablen dybt nede i highlife-gryden og fødderne overbevisende plantet i en solid bluesguitartraditionen har Niclas Knudsen lavet et nummer, der er umuligt at sidde stille til.

ÅRETS DANSKE WORLD KOMPONIST – Kim Nyberg (Afenginn): ’OPUS’
Smukke klassiske klanguniverser, skramlede beats, skæve melodier og instrumenter fra hele verdens musiktraditioner krydres med subtile elektroniske virkemidler, der på utrolig smagfuld og balanceret vis bryder de akustiske lydlandskaber.”

ÅRETS DANSKE WORLD ALBUM – Den Sorte Skole: ’Indians & Cowboys’
En skattejagt i lyde og samples, der bringer lytteren på opdagelse i hele verden. Et auditivt sansebombardement af dimensioner, der vækker en umættelig rejselyst og nysgerrighed på verdens mange kulturer.”

 ÅRETS DANSKE WORLD LIVENAVN – Afenginn
Afenginn leverer altid varen; kompliceret musik fremført med stort engagement og indlevelse. Med deres store erfaring fra koncerter i ind- og udland er Afenginn et stærkt bud på et overbevisende live orkester, der kan tryllebinde publikum.

ÅRETS DANSKE WORLD SPILLESTED – Tønder Festival
Tønder Festival formår at vise dybde, diversitet og alsidighed uden sammenligning i deres program; stort og småt, bredt og smalt. Det er en unik chance for at opdage nye navne, som er forholdsvist ukendte i Danmark, år inden de store festivaler får øjnene op for dem.”