Danish Vibes 2014

Danish vibes, Mojo Club, Hamburg, 14-11-2013Foto: Tako Lakos showcase i Hamborg, som afslutning på Danish Vibes 1.0 i 2013.

01.012.2013

Danish Vibes giver udvalgte danske world- og jazzbands en hjælpende hånd til at bryde igennem på det tyske marked.
4 nye jazz- og worldbands er netop nu blevet udvalgt og Danish Vibes 2.0 er dermed i luften.

Følg Danish Vibes og de udvalgte orkestre HER.

Første etape af Danish Vibes er ikke forbi endnu, men allerede nu lanceres del 2 af det ambitiøse eksportprojekt støttet af Statens Kunstråd. Danish Vibes skaber muligheder for danske jazz og worldbands i Tyskland med udgangspunkt i en strategi, der er baseret på godt branchenetværk, engagement fra de enkelte bands og en række koncerter og showcases.
Folkene bag ved projektet og de medvirkende bands i 2013 (henholdsvis Tako Lako, Mzungu Kichaa, Girls in Airports og Claus Waidtløw Quartet) har allerede så gode vibes omkring projektet, at en ny satsning i området sættes i gang i 2014.

Orkestrene udvælges til projektet af en tysk jury bestående af branchefolk fra den tyske musikindustri. Juryen vælger orkestrene ud fra et enkelt kriterium: Er der potentiale for et ”break through” på det tyske marked?

Bandet Girls In Airports er en af de 4 bands, der er blevet valgt til Danish Vibes i år. Martin Stender, der skriver bandets sange, udtaler om forløbet indtil nu:

”Vi har gennem Danish Vibes fået en masse gode råd om netværk og hvordan den del af branchen fungerer. Og så er der sket masser af ting, som har været nemme at følge op på. Vi har ikke stået alene i arbejdet for at promovere vores band. Vores forløb med music management studerende fra Hamborg har været rigtig godt: Jeg har lige haft et møde med både lærere og elever fra skolen, og det er professionelt arbejde de leverer.”

Flere koncerter på flere steder
Hvor første del af Danish Vibes tager udgangspunkt i én stor showcase for de deltagende bands, vil den næste etape af projektet satse på flere mindre showcases samt koncerter og festivaler hvor musikerne aflønnes på tyske vilkår. Ligesom den første del vil deltagelse på relevante messer også være en del af programmet i 2014. Udveksling med tyske bands vil også have en større plads på Danish Vibes 2.0.

Forløbet
Når juryen har valgt de 4 orkestre går arbejdet i gang.  I år var juryen sammensat af  Karsten Jahnke, direktør i Karten Jahnke Konzertdirektion, Ralf Diemert, booker hos Neuland-Concerts, Stefan Gerdes, programchef på radiostationen NDR og chef for NDR Big Band, Angela Teistler, leder af Geheimagentur, Berlin og Tina Heine, daglig leder på Elb Jazz Festival. Der vil fra start være høje forventninger til orkestrenes egen indsats med opbygning af brancherelationer og publikumsudvikling. Hvert enkelt orkester vil få skræddersyet sit forløb efter behov, for at optimere deres pressemateriale og deres performance mod det tyske marked.

Et forløb kan eksempelvis indeholde:
• Karriereudvikling (coaching, optimering af pressekit, relationsopbygning.)
• Oversættelse af eksisterende præsentationsmateriale til tysk
• Spillejob på festival i Tyskland
• Spillejob på spillested i Tyskland
• Deltagelse på JazzAhead messen i Bremen i 2014, WOMEX 2014 og/eller SPOT 2014 i Århus.

For at deltage i Danish Vibes og blive bedømt af Tysklands førende branchefolk forventes det, at ansøgernes musikalske udtryk er originalt og på internationalt niveau. Danish Vibes er et showcase initiativ fra World Music Denmark og JazzDanmark og støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg.

En investering i din internationale karriere
Danish Vibes er en fælles investering fra Statens Kunstråd, World Music Denmark og JazzDanmark for at give en række bands et afsæt på et af de største musikmarkeder i verden. Alle økonomiske midler er afsat til at skabe den størst mulige synlighed for de 4 valgte orkestre i medier, på festivaler, venues og messer.
OBS: De medvirkende orkestre forventes selv at investere deres tid i projektet, og kan ikke forvente betaling showcases. Koncerter på klubber og festivaler i Tyskland aflønnes på tyske vilkår og altså ikke med tariffer efter dansk standard.

Har du spørgsmål i forbindelse til projektet, er du velkommen til at henvende dig til:
Lars Meiling: lm@jazzdanmark.dk, tlf: 3345 4307
Loa Opstrup: lo@worldmusic.dk, tlf 3324 4017

Aktiviteterne i forbindelse med Danish Vibes foregår i perioden januar til december 2014.