Film Music in the Making



HER kan du se og høre en snas fra musikerkollektivet Bagdad Beats session med filminstruktør Christina Christensen. Se premieren på en dokumentar af Kirstine Barfod om projektet i Cinemateket onsdag den 17. april kl. 16 og på DR K den 23. april kl. 21.40, hvor 3 instruktører og 3 orkestre får én dag i studiet med henblik på at skabe ny filmmusik. Læs mere om projektet nederst på siden.

____________________________________________
06.03.2013

World-navnet, Bagdad Beat, er udvalgt til projekt om filmmusik.

CPH PIX, KODA, World Music Denmark, JazzDanmark og ROSAs sekretariat for folkemusik samarbejder i foråret 2013 om et projekt, hvor 3 filminstruktører sættes sammen med 3 komponister/orkestre med henblik på at skabe filmmusik i fællesskab, som indspilles live i studiet. Der er valgt en komponist/et orkester i hver af genrerne world, jazz og folkemusik.

Filminstruktør Christina Christensen, der skal kombinere sin film med worldgenren, har valgt at samarbejde med Bagdad Beat.

I forbindelse med annonceringen af projektet, udtalte Christina at ”Det kunne være fedt at orkestret bevæger sig i det eksperimenterende og rå/syrede. Projektet jeg vil arbejde med bevæger sig mellem drøm og virkelighed og bryder tid og rum.”

Bagdad Beat er et energisk og vidtfarende musikerkollektiv, som ifølge dem selv spiller ”nomadepunk, som er kendetegnet ved skramlet ørkentråd, støvet hornblæs og fantastiske fortællinger”.

Filmmusikken skal komponeres og optages i studiet The Village Recording den 19. marts. Sideløbende laver filminstruktør Kirstine Barfod (Killit Films) en dokumentar om kompositionsforløbet med henblik på CPH PIX, SPOT Festival og DR K.

_____________________________________________
14.02.2013
Nyt projekt:

Komponer filmmusikken live i studiet i samspil med instruktøren. Dette er konceptet bag et nyt projekt om musik, hvor de visuelle medier er i centrum.

Har du en filmkomponist gemt i maven? Så har du nu chancen for at afprøve dine evner i praksis i et anderledes setting, end filmkomponister normalt arbejder. CPH PIX, KODA, World Music Denmark, ROSAs sekretariat for folkemusik og JazzDanmark samarbejder i foråret 2013 om et projekt, hvor 3 filminstruktører sættes sammen med 3 komponister/ orkestre med henblik på at skabe filmmusik i fællesskab – live i studiet!

Projektet henvender sig til både solister og orkestre inden for genrerne world, folk og jazz. Alle, der melder sig til forløbet, skal være indstillet på, at forløbet vil blive optaget af en dokumentarist, og ud fra det samlede forløb vil der blive lavet en 20-30 min. dokumentar til visning på bl.a. CPH PIX, SPOT Festival og evt. DR K.

Tesen er, at jazz-, world- og folke-musik rummer så mange stemnings- beskrivende kvaliteter, at disse genrer med fordel i højere grad kunne bruges i filmproduktion. Samtidig er langt de fleste jazz-, world- og folk-musikere også stærke improvisatorer og vil derfor være fleksible og dynamiske samarbejdspartnere for filminstruktøren. Resultatet vil være levende billeder med levende – og stemningsunderstøttende – musik.

Projektdatoer
Der er et par vigtige datoer, som du skal sætte kryds ved, hvis du vælger at ansøge projektet:
4. marts 14.30 – 17.30, hvor vi afholder et seminar om filmmusik på KODA for de udvalgte orkestre/komponister med forskellige oplægsholdere, og mhp. et første møde med den instruktør orkestrene/komponisterne skal samarbejde med. På seminardagen vil orkestre/komponister også blive præsenteret for det materiale, der efterfølgende skal skrives musik til.
19. marts 10.00 – 18.00, hvor der komponeres og optages i studiet The Village Recording med instruktør Christina Christensen.

Filminstruktøren
Det er filminstruktør Christina Christensen, der kommer til at arbejde med det udvalgte world-navn.

Christina Christensen er uddannet filminstruktør fra Super16 i 2012. Under sin uddannelse på Super16 har Christina sideløbende instrueret tæt på 1000 web-tv spots. Manipulation, Tomrum & Versioner har enkeltvist været udstillet på kunstmuseer såsom Statens Museum for Kunst og i Nikolaj Kunsthal.

Christina siger selv: “Jeg er et meget lydsensitivt menneske og går i mine film meget op i lyd. Jeg vil se det som en spændende udfordring at afprøve en ny arbejdsform og i tæt samarbejde udvikle musik. Mine film er meget rå og stemningsbårne. Det kunne derfor være fedt at I musikmæssigt bevæger jer eksperimenterende og råt/ hårdt/syret. Projektet jeg vil arbejde med bevæger sig mellem drøm og virkelighed og bryder tid og rum. Jeg forventer at vi får et godt kreativt samarbejde hvor begge parter kan udvikle sig og udfordre hinanden i vores måder arbejde på.”

Ansøgning
Ansøgningen skal indeholde: Kontaktoplysninger (navn, tlf. e-mail), website/links til musik, motivation for ansøgning, evt. tidligere erfaring med (komposition af) filmmusik. Ansøgningen sendes til loa@worldmusic.dk med emnefeltet “Filmmusik”.

Deadline for ansøgning
Fredag den 22. februar kl. 12.00. Du vil modtage svar på ansøgningen senest onsdag den 27. februar. Det er filminstruktørerne der udvælger hvilke bands de vil arbejde med indenfor den pågældende genre.

——————————————————————————–

Uddybende om forløbet

1. Workshop om filmmusik
Forløbet indledes med en workshop-/inspirationsdag om filmmusik, hvor erfarne filmmusik-komponister vil give projektets deltagere konkrete eksempler på forskellige typer af filmmusik og beskrive forskellige processer, hvor igennem filmmusikken komponeres.

Ved workshoppen sættes de udvalgte komponister/orkestre desuden i kontakt med den filminstruktør, som de skal samarbejde med i fase 2 og den film-bid som de senere skal komponere musik til, præsenteres for dem.

2. Produktion af filmmusik
Herefter følger tre dage i The Village Recording i Vanløse, hvor de tre instruktører sammen med hver deres orkester arbejder med at komponere musik til deres igangværende produktion. Det kan være alt fra dokumentar til kortfilm eller spillefilm – og instruktørerne kan være på meget forskellige stadier i deres produktion. Hvert “hold”  (instruktør + orkester) får ca. 8 timer i studiet, hvor musikken komponeres og indspilles direkte som den skabes.

De øvrige medvirkende instruktører er Johan Knattrup Jensen  (Jazz, ansøges hos Jazz Danmark) og Martin Barnewitz (Folk, ansøges hos ROSAs sekretariat for Folkemusik).

3. Produktion af dokumentar
Den ny-komponerede musik vil blive indspillet og arbejdsprocessen vil blive dokumenteret af et filmhold. Efter workshoppen vil der blive produceret en kort dokumentar, der beskriver arbejdet og viser resultaterne – dvs. produktionen af filmmusik. Dokumentaren vil blive vist på CPH PIX, SPOT Festival og muligvis på DRK.