Portræt: det turkise telt



Når Aarhus Festuge skydes i gang til efteråret, er det sjette år i træk, at ‘det turkise telt’ er på programmet. Med verdensmusik fra ind- og udland og masser af spændende aktiviteter i den tyrkisk inspirerede café og lounge tilfører det turkise telt festugen et mangfoldigt pust.

For formand for projektgruppen bag det turkise telt Baris Citirikkaya er det først og fremmest formålet at give plads til den lidt skæve musik, der kan have svært ved at finde vej til det etablerede kulturliv:

“Vores udgangspunkt har altid været musikken. Først og fremmest god musik, dernæst musik, der har rødder et eller andet sted i verden, er nutidig og som ikke altid har de mest gunstige forhold ift. at finde vej til det etablerede kulturliv. Musik, der er fremmed, skal ikke pakkes ind i kulturdage, foreningsaftener og interkulturelle tiltag – den skal have mulighed for at gå på egne fødder.”

Nutidig musik med rødder

En af foreningens målsætninger er at give forskellige etniske udtryk større synlighed i kulturlivet, da disse ifølge Baris Citirikkaya i dag er “isolerede og til tider pakket ind i diverse tiltag, så essensen af kunsten, af musikken, af udtrykket, fuldstændig siver ud som luft ud af en ballon.”

Baris Citirikkaya kalder genren, som det turkise telt repræsenterer, Roots&Fusion. Det er musik, der har rødder i et folk eller et sted, men som samtidig indebærer en vis grad af nutidighed ved eksempelvis at fusionere forskellige stilarter eller finde frem til en unik lyd uden at tage hensyn til, hvor autentisk og “rigtigt” man lyder.

Formanden fremhæver trioen Hudna, der af flere omgange har optrådt i det turkise telt, som et eksempel på et band, der netop formår at kombinere rødder med nutidighed:

“De er tro mod deres rødder og har fundet deres helt egen lyd, som ikke er traditionel, men helt igennem nutidig. Publikum tog meget godt imod dem, og jeg tror, en del af begrundelsen ligger i, at den hybrid af toner, der opstår, når bandet spiller, tiltaler de fleste, der både oplever genkendelse og fremmedhed på én og samme tid. Musikken bliver pludselig et middel, der åbner nye horisonter for æstetisk tilfredsstillelse og i sidste ende en forståelse for mennesket og ikke mindst mangfoldigheden.”

Fra pop-up venue til musikfestival

Fra 2009 og til nu er der sket en del for det turkise telt. Foruden at have skiftet lokation fra Mathilde Fibigers Have til Musikhushaven i hjertet af det aarhusianske kulturliv har foreningen arbejdet sig hen imod en mere effektiv organisering. Fra de seneste fem år at være en projektgruppe på 15-20 mennesker består gruppen i år blot af fem personer, som samtidig udgør foreningens bestyrelse. Derudover er der en baggrundsgruppe bestående af 15-20 af foreningens menige medlemmer, som fungerer som idémagere og sparringspartnere til projektgruppen.

Og visionerne er langt fra blevet mindre med årene. Når Aarhus i 2017 er Europæisk Kulturhovedstad, er det planen, at det turkise telt til den tid skal have udviklet sig til Nordens største udendørs verdensmusikfestival. Imellemtiden skal foreningen prøve sig selv af: “Vi har de kommende to år rig mulighed for at afprøve event-relaterede ting såvel som organisatoriske strukturer for at effektivisere vores arbejdsgang og lave den fedeste festival,” lyder det fra formanden.