Tre hurtige til Hudna
20.08.2014Copenhagen World Music Festival 2014 løber af stablen om få uger, og i den forbindelse har World Music Denmark haft fat i Hudna, som optræder på festivalen.
Hvor i verden kommer jeres musikalske inspiration fra?
Vi er inspireret af musik fra hele verden. Nok især Danmark, Tyrkiet, Marokko…men også Irak, Norge, Israel, Indien, England, Pakistan, USA, tja, nok egentlig mange steder fra.
Hvad er fascinerende ved disse landes musiktraditioner?
Det er fascinerende at man ofte kan høre hvilken egn i verden et stykke folklore kommer fra. Det er også fascinerende at man kan finde mange fællestræk på kryds og tværs af grænser og lande. Med blot en smule åbenhed kan musikere fra forskellige steder nemt spille og udtrykke sig sammen uden at fatte hinandens talesprog. Musik er et sprog som alle mennesker kan forstå og mærke. Det kan transcendere vores arketypiske emotioner og skabe fællesskab.
Hvad er den bedste festivalkoncertoplevelse, I har haft?
Måske en Desert Blues-session på Roskilde Festival for nogle år siden. En masse malinesiske stjernemusikere, der jammede i laaang tid, måske seks timer. Man kunne gå fra og til koncerten på en solskinssøndag, slappe af eller danse.
Hudna spiller torsdag den 4. september på Kulturstationen Vanløse klokken 20:00.