Tysk musikbranche sender danske artister mod stjernerne



Foto: The Kutimagoes Af: Daniel Nielsen // frozenpanda.com

Rekordtilslutning til årets Danish Vibes Showcase- og netværks-event vidner om stor international interesse for dansk jazz, folk og verdensmusik. Udrustet med strategi, pr-rådgivning, branding, performance-coaching og netværksteori er årets fem orkestre nu på vej mod internationale aftaler og partnerskaber. Og for flere af deltagerne kom de første resultater hurtigere, end forventet.

Udvalgt af en tysk jury, har artisterne Anna Scharling, Mames Babegenush, Hess is More, Kristin Korb og KutiMangoes igennem hele 2016 arbejdet målrettet frem mod internationale aftaler. Messedeltagelser, møder, udgivelser, interviews m.m. kulminerede i går i en 20 minutters showcase på Reeperbahns natklub Kukuun & Häkken foran ca. 100 repræsentanter fra den tyske musikindustri. Danish Vibes projektleder Rikke Frisk udtaler:

Den tyske musikbranche har igennem de sidste år virkeligt fået øjnene op for dansk jazz, folk og verdensmusik. Vi oplever et holdningsskifte i indstillingen til dansk musik og en øget tiltro til, at danske musikere er villige til at arbejde målrettet og gå hele vejen. Det har været med til at gøre Danish Vibes til et event den tyske musikbranche ser frem til som en årlig begivenhed.

I år er det 4 gang, at Danish Vibes sender danske orkestre igennem et forløb af showcases, messedeltagelse, strategi, performance træning og PR til det tyske marked. Tidligere orkestre har, efter deres optræden på Danish Vibes Showcase i Hamborg, enten landet en samarbejdspartner eller er i dialog med interesserede partnere. Anders Filipsen fra Travelling Tribes, der sidste år deltog i Danish Vibes forløbet, fortæller:

Danish Vibes’s platform muliggjorde, at vi kunne få kontakt til et tysk bookingselskab. Det har nu ført til, at vi har fået lavet en aftale med et europæisk bookingselskab. Så mikset mellem at fokusere vores energi på Tyskland og så DV’s netværk har været rigtigt gavnligt for vores kvartet.”

Danish Vibes er dansk musikeksport af Jazz, Folk og World musik, der gennem samarbejdet med branchefolk på verdens tredjestørste musikmarked, Tyskland, ønsker at skabe et grundlag for udvalgte orkestre til at få et gennembrud på den tyske scene.

.