Bestyrelsens beretning 2014
INDLEDNING
Worldscenen er inde i en fortsat positiv udvikling. I 2014 var det igen musikere, der bevæger sig inden for området ”Jamaican dancehall” med tekster på dansk, der havde størst succes hos det danske mainstream publikum. Der kommer nye bands til inden for de traditionelle worldgenrer, men især inden for området ”worldcrossover”, hvor man musikalsk overlapper andre genrer som pop-rock, elektronica, jazz, folk osv. Vi har også kunnet konstatere en større grad af professionalisme blandt de bands, der arbejder med en international karrier mht. markedsføring og netværksdannelse. Vi kan se at det virker i form af resultater i udlandet.
Til gengæld må vi konstatere, at det er gået voldsomt tilbage for de større orketre på 7-10 medlemmer, der spiller salsa, afrikansk og reggae. Sammen med de øvrige genreorganisationer rettede vi derfor en henvendelse til Kunstrådets Projektstøtteudvalg for Musik om de større rytmiske orkestres vilkår. Vi mener, at det vil være et tab for hele den danske live scene, hvis den musikalske mangfoldighed forsvinder, som de store orkestre repræsenterer. Vi har foreslået udvalget en tilskudsordning, der giver de større rytmiske orkestre mulighed for at opnå et økonomisk eksistensgrundlag. Formålet med ordningen er at sikre publikum i hele landet adgang til musikalsk mangfoldighed på de rytmiske livescener gennem kvalitetsoplevelser, der udfordrer, betager og inspirerer i kraft af de genrer som de større rytmiske orkestre repræsenterer.
Vi indgik også aftaler om samarbejde med de øvrige genreorganisationer, for at skabe større vidensdeling. I samarbejde med JazzDanmark vil vi inddrage ROSA-Folk i 2015 om eksportprojektet Danish Vibes. Sammen med MXD, ROSA og Jazz Danmark har vi aftalt et dansk fremstød på Tallinn Music Week, samt et samarbejde med ROSA og ROSA-Folk om en international netværks- og udviklingsworkshop.
2014 var også året hvor World Music Denmark lancerede sin nye hjemmeside og gik i gang med at realisere den PR strategi, som var udarbejdet året inden.
Bestyrelsen
Bestyrelsen har i alt holdt 10 møder i 2014 foruden årsmødet, et heldagsseminar og 20 møder i forskellige underudvalg. I november afholdt bestyrelsen sit årlige seminar med 2 oplægsholdere. Her blev der sat fokus på organisationens synlighed i forhold til musikudvalget og på god ledelse og bestyrelsesarbejde i kulturinstitutioner.
Den 4-årige rammeaftale 2013-2016
World Music Denmark modtager driftstilskud til løsning af fem opgaver:
1) Projektvirksomhed
2) Netværksvirksomhed
3) Rådgivning
4) Formidling, og
5) Tilskudsvirksomhed – som vil blive gennemgået i det følgende.
1. Projektvirksomhed
Aktiviteterne har en række forskellige resultatmål, der skal:
• ”Fremme en professionalisering af danske world orkestre gennem sparring og coaching, der imødekommer de forskelligartede behov, hos henholdsvis upcoming bands, etablerede bands, og bands der satser på en international karriere.
• Fremme omfanget og kvaliteten af eksporten af danske world orkestre, gennem talentudviklingsprojekter, ved at indgå i samarbejdsprojekter med andre genreområder og udenlandske samarbejdspartnere m.v.
• Fremme en professionalisering af vækstlaget på den danske worldscene.”
1.1. Projektvirksomhed indland
I forbindelse med SPOT festivalen præsenterede vi de 2 orkestre, som var udtaget til Danish Vibes 2014. World Music Denmark vurderede at det ville give orkestrene en god kickstart at blive præsenteret for såvel danske som udenlandske bookere og anmeldere på Spot festivalen. De 2 SPOT showcases har ellers tidligere været givet til orkestre, som har ansøgt World Music Denmark. Men efter at Danish Vibes er kommet til, mener World Music Denmark, at det giver god mening med hensyn til at skabe opmærksomhed om de danske world bands og deres videre muligheder for eksport, at give de 2 pladser på SPOT til Danish Vibes orkestrene.
Danish Music Awards (World) blev afholdt i Copenhagen Jazz House den 23. november 2014. Arrangementet blev afholdt i samarbejde med Koda og DJBFA og med støtte fra DMF og DAF. Orkestrene bruger nomineringerne og de efterfølgende priser i deres markedsføring som et kvalitetsstempel fra miljøet.
Bestyrelsen besluttede, at lave ”Årets Danske World Specialpris” om til en særpris, der kun uddeles efter behov. Samtidig besluttede man at indføre en ny priskategori ”Årets Danske World Spillested” i samarbejde med Koda.
Der var almindelig enighed om, at arrangementet var det mest vellykkede, som vi nogen sinde har afholdt. De to entertainere Ann Farholt og Tinus de Schunard, som var konferenciers, guidede med sikker hånd publikum og bands igennem aftenen. Udover selve prisuddelingerne bød aftenen på musikalske indslag fra The KutiMangoes feat. Patrick Kabré, som leverede svedige afro-beats, Rune Thorsteinsson og sambaforeningen Carioca, der serverede bossanova og et medrivende sambashow for et oplagt publikum og The Sexican, som satte gang i salen med en energisk og dansabel mariachi-gipsy-balkan fusion.
Vinderne i 2014 blev:
Årets Danske World Track: Ahmet Ünal Alici feat. Hudna – ‘Değerimi Bilmedin’
Årets Danske World Komponist: Kim Rafael Nyberg – ’Paxima (Radio Edit)’
Årets Danske World Album: The Kutimangoes – ’Afro-Fire’
Årets Danske World Livenavn: Patchanka
Årets Danske World Spillested: Klaverfabrikken
1.2. Projektvirksomhed udland
Afenginn og Rocqawali blev udtaget til Danish Vibes i 2014. Afslutningen på projektet var en stor showcase i Hamborg, som forløb over al forventning med præsentation af Afenginn og et 15 mands kor.
World Music Denmark udvikler løbende konceptet Danish Vibes i samarbejde med JazzDanmark. World Music Denmark har måtte erkende at forventningsafstemning mellem orkestrene og projektet ikke har været tilstrækkelig. Projektet har derfor fået nogle proceduremæssige opstramninger, således at alle ved, hvad de går ind til. World Music Denmark er hele tiden opmærksom på at projektet skal give de implicerede orkestre eksportmuligheder. Desuden er projektledelsen i Danish Vibes blevet opfordret til at gør forskellige workshops åbne, således at andre orkestre også kan få glæde af de erfaringer, der gøres i forbindelse med projektets udvikling.
2. Netværksvirksomhed
Aktiviteterne har som resultatmål, at: ”Fremme dannelsen af varige netværk og publikumsudvikling gennem samarbejde med aktører og organisationer på world-scenen i Danmark og i udlandet, samt med de øvrige genreorganisationer og andre kulturelle institutioner.”
2.1 Netværksvirksomhed indland
Sekretariatet har været i løbende kontakt med:
1. projektledelsen og JazzDanmark omkring Danish Vibes
2. Koda omkring Danish Music Awards
3. de øvrige genreorganisationer i forbindelse med SPOT deltagelse, den fælles henvendelse om de større rytmiske orkestres vilkår, deltagelse og showcase på Womex og nye projekter i puljen ”international musikformidling”.
Desuden træder formanden til, når der er behov for kontakt til formændene for de øvrige organisationer.
World Music Denmark har igennem hele året stillet et skrivebord og øvrige faciliteter til rådighed for Copenhagen World Music Festival. På den måde støtter vi festivalen, som er det mest omfattende samarbejde i landet imellem arrangører, der eksponerer worldgenrene.
Sekretariatet får også løbende besøg og holder møder med musikere og arrangører på den danske world-scene. Der tages fotos af de besøgende, som lægges ud på Facebook, for at signalere, at andre også er mere end velkomne. I efteråret blev der indledt en møderække med fællestitlen ”Fredagsbar om mandagen”. Hvert møde indledes med en oplægsholder. Formålet er at give alle world interesserede en mulighed for at træffe andre ved uformelle netværksmøder. Det er planen at fortsætte med 2-3 møder hvert halve år i hhv. København og Aarhus.
Den daglig kontakt til kulturstyrelsen varetages af sekretariatet. Formanden træder til, når sekretariatet synes at der er behov i forbindelse med en særlig henvendelse til Kulturstyrelsen eller musikudvalget.
Den bredere kontakt til det danske musikmiljø formidles gennem 5-6 årlige nyhedsbreve og udsendelse af World Music Denmarks årlig compilation CD til spillesteder og festivaler i hele landet, samt via Facebook og YouTube.
2.2 Netværksvirksomhed udland
Sekretariatet mødtes med flere af de tyske jurymedlemmer, der havde udtaget bands til Danish Vibes, da de var inviteret til SPOT Festivalen. Sammen med de tyske branchefolk deltog sekretariatet også i den afsluttende showcase koncert den 13. november på spillestedet Mojo i Hamborg.
Copenhagen World Music Festival havde udpeget tre udenlandske bookere til at komme til deres festival. Festivalen fik tilskud fra det internationale besøgsprogram og World Music Denmark støttede desuden med 5.000 kr.
I forbindelse med Womex var World Music Denmark i løbende kontakt med Music Finland, Music Norway og Sweden@Womex om indretning af det fælles nordiske standområde og den fælles nordiske showcase aften. Da showcasen blev bekræftet, blev ROSA-Folk desuden koblet på, da folkemusikken stod for tur til at præsentere et band, idet folk og world deles om den danske plads.
3. Rådgivning
Aktiviteterne har som resultatmål, at: ”Styrke musikeres og arrangørers professionelle virke i Danmark og i udlandet ved at tilbyde information og rådgivning, der afspejler stor faglig indsigt i worldscenen og alle world genrerne.”
World Music Denmark’s medarbejdere varetager et stort rådgivningsarbejde i forhold til både personlige, telefoniske og mail henvendelser. Desuden holder sekretariat ofte møder med musikere og arrangører om tilskudsmuligheder og karriereudvikling, foruden møder med medarbejdere fra forskellige institutioner, hvor der informeres om dansk world.
På netværksmøderne ”Fredagsbar om mandagen” er der desuden mulighed for at møde medarbejderne fra sekretariatet og medlemmer af bestyrelsen til en til en mere uformel snak om World Music Denmark’s tilskudsmuligheder, projekter og aktiviteter.
4. Formidling
Aktiviteterne har som resultatmål, at: ”Styrke kendskabet til worldscenens kvaliteter gennem udformning af en samlet kommunikationsstrategi for World Music Denmark.”
4.1 Formidling indland
I 2014 startede World Music Denmark året med at lancere sin nye hjemmeside og realisere den PR strategi, som var udarbejdet året inden.
Med den nye hjemmeside blev der introduceret et online ansøgningsskema og andre online tilmeldingsformularer til kunstnerkataloget, nyhedsbreve og infomails. Der var desuden lagt stor vægt på visuelle elementer som fotos, grafik og YouTube videoafvikling.
Alle danske worldbands kan tilmelde sig kunstnerkataloget. Desuden registreres alle dansk world udgivelser. Oversigterne er møntet på branchefolk såvel som på publikum, der søger information om den danske worldscene.
En ny og forbedret udgave af vores infofolder blev trykt og udsendt i 1.200 eksemplarer til øvelokaleforeninger, spillesteder og medborgerhuse. World Music Denmark er opmærksom på, at nye brugere hele tiden skal præsenteres for organisationen fra alle kanter og en ny folder er en af måderne at opnå brugerens opmærksomhed på.
I vores kommunikationsstrategi har vi lagt vægt på, at den ny hjemmeside både grafisk og indholdsmæssigt kan spille sammen med vores nyhedsbreve og ikke mindst en forstærket indsats på Facebook.
Der har været afholdt møder i et kommunikationsudvalg ca. hver anden måned, hvor der blev diskuteret hvilke indsatsområder der skulle prioriteres og hvilke strategier, der skulle anvendes. Da world er en nichegenre, er det umådeligt svært at få opmærksomhed fra den etablerede musikpresse. Der er desuden få journalister der ved noget om området.
World Music Denmark har derfor prøvet på at etablere et anmelderkorps, som primært skal anmelde live koncerter. World Music Denmark ønsker, at projektet både kan anvendes af musikerne i PR øjemed og på den lange bane kan øge nysgerrigheden hos de musikbrugere, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med genreområdet.
Nyhedsbrevet udsendes 5-6 gang om året med historier af mere almen interesse, om hvad der sker på worldscenen i Danmark. Hvert nyhedsbrev indeholder ca. 5-8 selvstændige historier/artikler per gang. Artiklerne er enten nyheder, der er lagt ud på hjemmesiden eller skrives som selvstændige artikler til det pågældende nyhedsbrev og lægges op efterfølgende. Nyhedsbrevet sendes til ca. 1.000 personer hvoraf 35% af modtagerne åbner mailen.
Der udsendes infomails 25-30 per år, som annoncerer alle WMDs ansøgningsfrister til faste tilskudsordninger og til enkeltstående projekter. Infomails annoncerer desuden tid og sted for netværksmøder, efteruddannelsestilbud og andre tilskudsmuligheder, foruden tilmeldingsfrister til Womex, indsendelse af forslag til årets CD compilation. Infomails sendes til ca. 250 personer hvoraf 55% af modtagerne åbner mailen.
Aktivitetsniveauet på Facebooksiderne har igennem 2014 været stødt stigende. På markedspladsen, som er den åbne side, hvor brugere selv kan lægge tekst og billede op, tæller 790 medlemmer. På den officielle side har vi 520 ”likes”, hvor artikler og billeder periodisk har nået ud til flere tusinde personer. Især konceptet: ”Hvem kom forbi kontoret?”, som går ud på at dokumentere gæstfrihed og glæde på kontoret, og hvor vi tager et billeder og skriver en kort tekst efter endt rådgivning og vejledning af musikere, som vi lægger op på siden, har vagt særlig positiv opsigt på Facebook. Det nyeste tiltag er storytelleren Balkan Salsa, som er World Music Denmarks figur med en mere ”fri” stemme, som kan reklamerer og ”like” andre på Facebook og hermed give vores musikere indirekte gratis PR.
Et helt andet formidlingsprojekt blev gennemført i forbindelse med Spil Dansk Dagen. I samarbejde med JazzDenmark og Spil Dansk Dagen afviklede World Music Denmark projektet ”Kvindelige rollemodeller”. Projektet blev etableret for at vise de unge, at kvinder i lige så høj grad som mænd kan gør en karriere som musiker. De fem deltagende kvinder skulle både spille og give et personligt foredrag.
4.2 Formidling udland
Womex blev afholdt i Santiago de Compostela i Spainen. Womex har videreført en nordisk showcasescene, som blev startet i København og i 2014 var det ROSA-Folks tur, der præsentere gruppen Dreamers’ Circus. World Music Denmark’s stand fungerede godt og der blev networket flittigt. World Music Denmark prøver hvert år at optimere standen, men de penge, der skal til at dække udgifterne kan simpelthen ikke følge med. Så enten må tilskuddet øges eller aktiviteten indskrænkes. Det er desuden en tidskrævende opgave som varetages med stor professionalisme fra sekretariatets side. World Music Denmark er den organisation i Norden som er mest aktiv, når det gælder om at holde sammen på samarbejdet mellem Norge, Finland, Sverige og Danmark.
Hvert år producerer World Music Denmark en præsentations CD op til Womex med de bedste numre fra danske worldbands og artister. I 2014 havde 36 sendt 59 numre ind, hvoraf 12 blev udtaget. Som led i en vedvarende generel markedsføring af dansk world i udlandet uddeles CDen bl.a. på Womex og sendes til omkring 125 radiomedarbejdere i Europa.
5. Tilskudsvirksomhed
Tilskudsordningerne har en række forskellige resultatmål. De skal:
• ”Støtte og styrke professionelle world musikeres virke i Danmark såvel som i udlandet.
• Støtte initiativer der har til formål at skabe varige netværk og publikumsudvikling.
• Støtte initiativer der sætter fokus på mødet mellem verdensmusikken og børn/unge.”
5.1 Projekttilskud til arrangører
16 arrangører af små festivaler rundt omkring i Danmark fik tilskud. Disse arrangør er med til at udbrede kendskabet til dansk world. Genreområdet har ikke en masse små foreninger, som jazz og folk har, til at udbrede kendskab til verdensmusikken. Derfor er disse festivaler med til at understøtte dansk verdensmusiks udbredelse såvel i København som i provinsen. Vi har set en stigning af festivaler med dansk verdensmusik på programmet og håber på, at denne tendens vokser og at vores små tilskud gør at de holder ved.
World Music Denmark har en særlig pulje til nye worldarrangementer og initiativer som har tilgodeset provinsen. Et af disse initiativer har været Klaverfabrikkens ”Verdens Brandpunkter”, som har opnået stor succes. I de første år af puljens eksistens var der mange udmærkede ideer til at placere dansk verdensmusik på landkortet. Men vi har konstateret, at initiativerne ikke har fornyet sig, så derfor har vi valgt fra 2015 at lade et tilsvarende beløb indgå i den almindelige pulje til små festivaler.
5.2 Projekttilskud til musikere
5.2.1 Indenlandske projekter
2 orkestre har fået bevilget banddoktor og 3 orkestre har fået bevilget gæstemusikere.
5.2.2 PR projekter
World Music Denmark besluttede at åbne op for at orkestrene kunne få tilskud til videoproduktion, da det at sælge et orkester i dag afhænger af at have en video på YouTube og på Facebook. Vi forlanger, at orkestret har en plan for hvordan videoen bliver markedsført. Vi ved, hvor vigtigt det er, at have et godt PR materiale og 18 orkestre har fået tildelt penge fordelt på video, presskit, foto & website.
5.2.3 Udenlandske projekter
World Music Denmark er kritiske i forhold til at bevilge penge til karrierefremstød i udlandet og kun en enkel musiker fik bevilget penge, fordi karriereplanen var tilstrækkelig gennemarbejdet.
5.3.3 International transportstøtte
18 orkestre fik bevilget støtte og flere af dem fik bevilget penge flere gange. Vi er også kritiske i forhold til disse ansøgninger, men vi konstaterer med tilfredshed, at orkestrene prøver på at opbygge markeder ved at vende tilbage i flere år, udgiver plader i de pågældende lande og får kontakt til bookingbureauer.
DEN 4-ÅRIGE RAMMEAFTALE
I det ovenstående er der redegjort for opfyldelse af den 4-årige rammeaftale mellem Statens Kunstråds Musikudvalg og World Music Denmark: 1) Projektvirksomhed, 2) Netværksvirksomhed, 3) Rådgivning, 4) Formidling, og 5) Tilskudsvirksomhed.
Driftstilskuddet for 2014 fra Statens Kunstråds Musikudvalg er anvendt til de formål, der var indeholdt i rammeaftalen.
ÅRETS RESULTAT
Årets driftsresultat viser et overskud på 3.741 kr. Egenkapitalen er på 522.618 kr. hvoraf de 393.513 kr. imidlertid er ubrugte midler fra løsning af folkemusikopgaven i 2011-2012.
Differencen på 129.100 kr. viser den reel egenkapital for verdensmusikken. Beløbets størrelse stod allerede klart i efteråret, da budgettet for 2015 blev lagt, da bestyrelsen besluttede at nedbringe egenkapitalen ved at budgettere med et driftsunderskud på 64.000 kr. i 2015.
FREMTIDEN – 2015
Organisationen står med en række nye udfordringer i det kommende år. På de indre linjer skal vi finde en ny sekretariatsleder. Flemming Harrev, der har været ansat som sekretariatsleder siden 2004, har meddelt, at han ønsker at gå på pension til efteråret 2015. Vi forventer at opslå stillingen i løbet af august/september.
I forlængelse af den kommunikationsstrategi, som World Music Denmark allerede har gennemført, ligger der en række store udfordringer omkring formidling af genreområdet. Vi skal være mere synlige i den kulturpolitiske debat gennem henvendelser til de kulturpolitiske ordførere og i dagspressen, hvis vi skal tage kampen op mod Danmarks Radios fortsatte ignorering af genreområdet. Samtidig skal vi have afklaret hvilke nye initiativer, som vi selv kan tage, som kan styrke formidlingen af worldgenrene igennem netradioer og andre platforme. Skal vi f.eks. lave vores egen netradio? Vi skal fortsat udvikle vores publikumsstrategier, både ift. spillerstederne og ved at få flere artikler i mainstream medier og fagblade, for at placere world i folks bevidsthed. Endelig skal vi i have styrket arbejdet med formidlingen af worldgenrene i forhold til børn og unge.
Der er mange opgaver at tage fat på for en kommende sekretariatsleder og bestyrelsen. I de fleste tilfælde er der tale om udfordringer, der vil kræve en flerårig
og målrette indsats for vise resultater.