Afenginn på turné i den australske sommer



Mens jul og kulde lå tungt over Danmark, rejste world-bandet Afenginn i december ned til den australske sommer for at turnere rundt på landets mange festivaler og spillesteder. I alt 15 jobs var på programmet for de over tre uger, turnéen var sat til at vare.

For komponist og mandolinspiller i bandet Kim Nyberg var det en stor oplevelse at være afsted. Især var det australske publikum, som havde en anden energi over sig end det danske, en fornøjelse at spille for: ”Publikum er generelt meget åbne og entusiastiske og er med på den værste, både til de helt stille koncerter og til festival-amok. De fleste har en eller anden forbindelse til Europa og er meget interesserede i at høre musik fra den del af verden,” forklarer han.

Afenginns musikalske forbindelse til Australien startede igennem det australske band The Crooked Fiddle Band, der som fans af Afenginn for nogle år tilbage kontaktede dem for at høre, om de måtte spille noget af bandets musik på deres radiokanal. Dette førte til kontakt med det australske bands manager, som blev interesseret i at få Afenginn til Australien. Manageren skaffede dem et par gode festivaljobs, og dermed var bandets første australske turné skudt i gang.

Turnéen lykkedes, ifølge Kim Nyberg, over al forventning, hvilket især skyldtes, at en del af strategien var at invitere andre arrangører og festivaler med til koncerterne. Dette har bandet her på deres anden turné down under kunnet høste frugterne af: ”Det har givet godt afkast nu på vores anden tour, hvor vi har spillet på større festivaler og spillesteder og dermed er nået ud til mange mennesker,” fortæller Kim Nyberg.

Selvom han vil anbefale andre bands at tage afsted på samme måde, understreger han, at det for Afenginn var en økonomisk satsning, som krævede en del overvejelser. For bandet var det desuden en stor hjælp at have et agentur til at ordne alle de praktiske og logistiske ting ved turnéen, som kan være uoverskuelige at arrangere hjemmefra.

For Kim Nyberg personligt bød turnéen på lidt mere spænding end forventet. Da bandet forud for en af turnéens sidste koncerter tog ud på en strand for at samle østers, der lever vildt i de tasmanske floder, kom Kim til at træde på en sten, der vippede op og rev en sene over bag knæet. Han befinder sig derfor stadig – over to uger efter uheldet – på Tasmanien uden at vide, hvornår han kan komme hjem.

Tjek Afenginns hjemmeside og Facebook-profil ud for info om kommende koncerter mv.