Copenhagen World Music Festival 2014



Verden kommer til Region Hovedstaden

For tredje år i træk sørger Copenhagen World Music Festival for, at musik fra hele verden ruller ind over hovedstadsregionen og gør efterårets komme lidt mindre gråt. Den 3. – 7. september kan man opleve en lang række koncert-, danse- og workshoparrangementer til priser, som ikke vælter budgettet; billetterne koster, med få undtagelser, imellem 0 og 150 kroner.

Festivalens formål er at ”bringe verdens musik ud til hele hovedstadsregionen, skabe en årligt tilbagevendende begivenhed og en fælles platform for verdensmusikken, øge kendskabet til de mange spændende musikstilarter og gøre byen og regionen mere åben, imødekommende og spændende.”

Festlighederne skydes i gang den 3. september klokken 16 med en åbningskoncert på Nytorv. Her kan man blandt andet opleve Sekou Kouyate fra Guinea, som blander klassiske vestafrikanske musiktraditioner med rock, funk og jazz, og den marokkanske gruppe Oudaden, der med deres kombination af traditionelle genrer fra Amazigh berberne og vestlige instrumenter tidligere har imponeret danskerne, blandt andet på Roskilde Festival i 2011. Derudover kan man opleve talentfulde danske navne som Afenginn, Bjonko, Klumben & Raske Penge og The Sexican.

Vi er meget spændte på årets festival og yderst stolte af programmet. Kvaliteten er tårnhøj, og vi har mange flere arrangementer end sidste år. Vi samarbejder med 28 spillesteder i og udenfor København,” siger festivalkoordinator Annette Bellaoui. ”Jeg forventer at se hele byen danse!” griner hun.

Se det fulde program på festivalens hjemmeside.