CPH World Music Festival hylder kvinderne
06.08.2015Den 2. september skydes CPH World Music Festival i gang for fjerde år i træk med musik fra hele verden i Hovedstadsregionen. Festivalens formål er at fremhæve musikkens evne til at forene mennesker på tværs af traditioner og kulturer ved at udfordre og nedbryde grænser. I løbet af festivalen, som strækker sig over fem dage, vil publikum kunne opleve traditionelle world-genrer blandet med mere mainstream genrer som pop, rock og elektronisk i en legende stræben efter at skabe ny lyd på kryds og tværs af dogmer og prædikater.
Festivalen, som byder på et bredt program bestående af kunstnere fra ind- og udland, har i år fokus på at markere 100-året for danske kvinders stemmeret.
“Der bliver talt meget om, at der er for få kvinder i rytmisk musik, men der er ikke rigtig nogen, der gør noget ved det. Vi har i mange år arbejdet målrettet på at promovere kvindelige kunstnere i Danmark. I år, hvor det er 100-året for kvindernes valgret, synes vi det er på sin plads at styrke opmærksomheden på de mange spændende kvindelige kunstnere, der gæster festivalen, yderligere,” fortæller Annette Bellaoui, koordinator og en af initiativtagerne til CPH World Music Festival.
Af internationale kvindelige kunstnere kan man blandt andet se frem til indiske Kala Ramnath og hendes ”syngende violin”, japanske Junko Uedo, som kombinerer den traditionelle japanske biwa-musik med mere nutidige toner, og det kvinde-dominerede egyptiske band, Mazaher, som er stærkt inspireret af traditionel, egyptisk Zar-musik. Channe Nussbaum, som dyrker den jødiske klezmer-tradition, og sangerinde og saz-spiller Mizgin, der som ung flygtede fra Istanbul og i dag er bosat i Danmark, er nogle af dem, der repræsenterer den danske, kvindelige world ved årets festival, som dog ikke udelukkende kommer til at stå i kvindernes tegn. Nordisk verdensmusik er ligeledes en central del af festivalens program, og desuden vil der være mange arrangementer for børn og familier.
Festivalen løber af stablen den 2.-6. september og starter ud med et brag af en åbningskoncert på Rådhuspladsen i indre København. Entréen er gratis, og her vil man fra klokken 15:45 kunne opleve Seido Taiko (japansk teiko), Los Fuegos (latin, balkan, cumbia og reggae) og Patchanka (bastard, ska, gypsy og punk).
Se hele programmet og læs mere om CPH World Music Festival HER.