Danish Vibes-bands på SPOT Festival
14.04.2015Igen i år er der world-bands på festivalen SPOT, som løber af stablen 30. april-3. maj i “smilets by” Aarhus.
Travelling Tribes spiller alternativ rock med mellemøstlige toner, og blev i 2013 kåret som ”Årets Danske World Komponist(er)” til DMA. Det unge band udgav sit debutalbum Everything Seems to Change i 2012 og har har tidligere optrådt på bl.a. Roskilde Festival – begge dele med flotte anmeldelser. Også bandets andet album Artificial Moonlights, der udkom i slutningen af 2014, fik disse ord med på vejen: “Nu kommer den svære toer, det vil sige: ikke så svær, når man råder over fire musikere med betydelig indre rigdom. Samt med den distance til tingene, der gør, at toner og idéer falder som strøtanker og samles til et hele. Sådan er det med denne på en gang eklektiske og underlige plade.” (Gaffa.dk)
Fredag den 1. maj kl. 20:00-20:35 kan Travelling Tribes opleves på Café-scenen i Musikhuset.
Patchanka spiller med egne ord “bastard-ska-gypsy-punk” og er senest udkommet med singlen Hitchhiker Girl, som er en forsmag på deres kommende EP. Bandet har over ti år på bagen og har spillet i det meste af Europa. De blev ”Årets Danske World Liveband” til DMA 2014. I 2013 udkom Patchankas seneste album Normalize This!, der blev anmeldt med ordene: “Man kan nærmest fornemme, at den eneste regel Patchanka har sat for sig selv er, at der ingen regler er, og at alle ideer går. Nummeret ”Doc Boots” er et godt eksempel på deres gadekryds-agtige facon at undfange musik på. Med en guitarpart der kunne være taget fra et surfrock band og en blæsersektion der sendte mig tilbage til ska/metal-bandet Dog Eat Dog, blander de genrer uden at det bliver fortænkt eller fesent.” (Lydtapet.net)
Lørdag den 2. maj kl. 15:45-16:20 optræder Patchanka på Scandinavian Congress Centers store scene, SCC Major.
Showcasene med de to bands på SPOT Festival er en del af eksporttiltaget Danish Vibes, som giver danske artister inden for nichegenrene mulighed for at slå igennem på det tyske marked. Initiativet er lanceret af World Music Denmark, Jazz Danmark og i år også ROSAfolk, som i samarbejde med Tysklands førende bookingagenturer, pladeselskaber, publicister og den tyske radiostation Norddeutscher rundfunk (NDR) skaber en platform for de i alt fem udvalgte bands. Projektet blev skudt i gang i oktober 2014 og afsluttes med en stor showcase i Hamborg den 26. november 2015.