Jazz Remixed nyfortolker jazz fra tre kontinenter



Hvordan lyder det, når jazz fra tre kontinenter nyfortolkes? Oplev Jazz Remixed på Kastellet.

Copenhagen Jazz Festival rykker ind på Kastellet tre eftermiddage i forsommeren frem mod festivalen i juli med det tilbagevendende koncept Jazz Remixed, som byder på nyskabende fortolkninger af jazz fra tre forskellige kontinenter.

I år leverer de tre danske djs Raske Penge (aka Ras Money), Jesper Koblauch (Lord Akton) og Rasmus Schack (Epic Vinyls form Brazil) den musikalske underholdning til Jazz Remixed; et koncept, der udforsker jazzens historie og dens indtog i hiphop, elektronisk musik og sampling, og hvor kreativitet og nysgerrighed er i højsædet, når ikoniske jazzplader tages under kærlig behandling. I år har Jazz Remixed udgangspunkt i etiopiske vinyler, bossanovaens historie og spirituel dansk jazz fra 70’erne til nu.

Onsdag den 4. maj løber første arrangement med musiker, producer, radiovært og dj Ras Money af stablen. Netop hjemvendt fra Etiopien med ny inspiration og pladetasken fuld, har han inviteret Morten McCoy til at gøre ham selskab på scenen. Sammen vil de gå på opdagelse i den etiopiske musiktradition, som bl.a. rummer ethiojazzen.

Arrangementerne er gratis, åbne for alle og finder sted 4. maj, 15. juni og 22. juni kl. 17-20.
Læs mere om arrangementerne med Ras Money & Morten McCoy, Rasmus Schacks Epic Vinyls from Brazil og Lord Akton.