Portræt: Skovsgård Hotel



Multi-hotel byder på delikat helhedsoplevelse

På Hovedgaden i Skovsgård ved Brovst ligger et hotel. Omkring år 1990 var det gået fallit flere gange og stod derfor tomt og ubrugt. I 1992 skete der noget; en engageret kreds af byens borgere ville reorganisere hotellet, så man kunne sikre sig, at der fortsat blev drevet hotel i Skovsgård. Desuden var det ikke det eneste, hotellet kunne bruges til; formålet var ligeledes at danne ramme om kulturtiltag og –aktiviteter. Og kultur må i den grad siges stadig at være i fokus på Skovsgård Hotel. Udover at servere mad, tilberedt fra bunden af gode råvarer, i restauranten, danner hotellet ramme om skiftende kunstudstillinger, arrangeret af hotellets kunstforening, scenekunst som cabaret og teater, og forskellige koncertarrangementer, efter hvilke man kan overnatte i lyse, nyindrettede værelser med et landligt ‘feel’.

Musikoplevelser for enhver smag

Hotellet fungerer som spillested for Brovst Musikforsyning, og det er derfor flere gange om måneden er muligt at få sig en svingom til en dansekoncert, eller en intim oplevelse ved en siddekoncert eller det tilbagevendende arrangement, ’Carls Café’. Arrangementet er opkaldt efter hotellets stifter og tidligere bestyrelsesformand, Carl Christensen, og her hersker der dagligstue-agtig stemning og intimitet mellem kunstner og publikum. Over sommeren åbner hotellet desuden op for deres have i forbindelse med afholdelse af Global Garden Party, hvor blandt andet verdensmusikken er i fokus.

”Som musiker er det en suveræn ting, at deres lydtekniker kan det hele. Her er ingen problemer med at lave lyd til et anderledes set-up,” fortæller booker for world fusion-bandet Radiant Arcadia, som spillede til Global Garden Party den 30. juli, Annette Bellaoui, som også fik mulighed for at smage på aftenens koncertmenu; “Maden er fantastisk med en eklektisk kombination af traditionelle danske retter og lækre detaljer fra Indien og Mellemøsten.

Alternativ arbejdsplads

Hotellet er ejet af borgere i Skovsgård og andre engagerede på andelsbasis. Hotellets medarbejderstab udgøres af cirka 20 mennesker, som af den ene eller anden grund ikke har kunnet komme ind på det almindelige arbejdsmarked. Hotellet er derfor en socialøkonomisk virksomhed med medarbejdere, som sammen får det hele til at fungere i et socialt og passioneret miljø.

Lederen af stedet, Erik, og al personalet modtager en som et længesavnet familiemedlem, og behandlingen er som på et femstjernet hotel,” fortsætter en begejstret Annette Bellaoui efter sit nylige besøg på hotellet.

Skovsgårds Hotels idégrundlag har med tiden fået titlen PHIL:
P for produktion med fokus på meningsfuld beskæftigelse, H for handicappet og det, at bygge bro mellem handicappede og normalbefolkningen, I for integration, og L for lokalsamfund, som der på hotellet bidrages til at holde liv i, i stedet for at lade det sygne hen.

Man kan time sit besøg på hotellet med et bestemt tiltalende musikarrangement eller dagens ret, som man kan se på Skovsgård Hotels hjemmeside.