Region Hovedstaden støtter op om CPH World Music Festival i 2013 og 2014



Region Hovedstaden har netop bevilget 900.000 kr. til udvikling og afholdelse af CPH World Music Festival i 2013 og 2014. Målet er at brede festivalen ud til publikum i hele Region Hovedstaden.

CPH World Music Festival blev afholdt for første gang og med stor succes i år i starten af september. Til grund for festivalen er en forening bestående af mere end 50 københavnske arrangører, spillesteder og musikforeninger. Samarbejdet på tværs af de mange arrangører gjorde det muligt at skabe et program med en bred vifte af spændende kunstnere fra ind- og udland.

Støtten fra Region Hovedstaden giver foreningen bag festivalen mulighed for at udvikle og udbrede de dansable toner til publikummer i hele regionen. Samtidig giver støtten også større mulighed for nye spændende initiativer under de næste to års afholdelse af festivalen og for skabelsen af nye netværk på tværs af arrangører og kommuner i hele Region Hovedstaden.