Tre hurtige til Raske Penge
25.08.2014Raske Penge er et af de mest anerkendte navne inden for dansk dancehall og derfor obligatorisk på årets program til Copenhagen World Music Festival. World Music Denmark har stillet Raske Penge tre hurtige i den anledning.
Hvor i verden kommer din musikalske inspiration fra?
Hmm, nok Jamaica i forhold til det musikalske. Og Danmark i forhold til tekster.
Hvad er fascinerende ved denne dette lands musiktraditioner?
Jamaica er et ultraproduktivt musikland, hvor de griber musik helt anderledes an end man har gjort i stort set resten af verden. De har adskillige gange udviklet ting, der har vendt musikken og musikindustrien på hovedet, men som senere har bredt sig til resten af verden, fx med dub/remix, toasting/rap og dubplates. De kan lave musik, som er ekstremt dyb og ekstremt overfladisk. Og så får det bare blodet til at pumpe hurtigere.
Din bedste festival/koncertoplevelse?
Min seneste bedste koncertoplevelse var det svenske band G.O.A.T på Roskilde Festival sidste år. Fuck, det var hjernedødt! Kendte dem slet ikke før og nu har jeg købt pladen og singlen og koncertbilletter til når de kommer til Vega. Deres plade hedder for resten “World Music”.
Raske Penge spiller sammen med Klumben lørdag den 6. september på Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus klokken 15:15.