World-guide til Roskilde Festival 2016
21.06.2016Foto: nordophile.com
Fang de fedeste world-fester på årets festival! Gå på opdagelse i Roskildes bookinger fra hele verden. World Music Denmark guider dig til 25 world-koncerter, du ikke må gå glip af.
TURNING TABLES / THE GHETTOBLASTER (DK)
NGO’en Turning Tables får egen scene, hvor de fyrer op for historier fra kanten, konceptet Container Lab og en masse lyd leveret af en række danske world-acts som Mambe, Okay Funky, Klumben, Okat, Al Agami, Copyflex og Kaka.
Kig forbi festen fra lørdag 25. juni – tirsdag 28. juni på The Ghettoblaster i Bycenter Øst. Tjek Ghettoblaster-programmet her.
BOMBA ESTEREO (CO)
Det colombianske band, som spillede deres første festival-koncert i Vesten på Roskilde i 2009, vender tilbage for at give den gas på Orange scene med deres energiske cumbia-elektro. Bandet kombinerer deres elektroniske, psykedeliske take på traditionel Afro-caribisk musik med mere mainstream dance.
Se dem torsdag 30. juni kl. 19:00 på Orange.
Baba Commandant & The Mandingo Band (BF)
Gå ikke glip af forsangeren Baba Commandant, som sammen med The Mandingo Band leverer dansabel afrobeat og –funk, som det lyder i Burkina Faso. Med det traditionelle, burkinske strengeinstrument ngoni i front skaber bandet en funky, trance-indbydende stemning, som vil holde dine fødder i gang til koncertens slutning.
Se dem torsdag 30. juni kl. 20:30 på Gloria.
BLICK BASSY (CM)
Blick Bassy fra Cameroun bor i Frankrig og fusionerer Vestafrikanske musikalske stilarter med amerikansk blues og jazz. Han synger på camerounsk med indbydende, soulede vibes og spiller både guitar og banjo. Med andre ord er Blick Bassy inspireret af hele verden.
Se ham torsdag 30. juni kl. 16:30 på Gloria.
Calypso Rose (TT)
Calypso Rose’s karriere startede, da The Beatles brød igennem, og siden har hun indspillet og udgivet mere end 20 albums. ’The calypso queen’ er en ikonisk kulturel figur i Trinidad og Tobago, hvor hun er fra, og har gennem årtier bragt caribiske vibes til resten af verden. På Roskilde Festival spiller hun med Manu Chao’s backing band.
Se hende fredag 1. juli kl. 17:00 på Avalon.
C’mon Tigre (IT)
Bekendt med cinematisk afrojazz-elektro? Nej? Det italienske musik- og kunstkollektiv C’mon Tigre lyder som et soundtrack til en film, når de mixer repetitive riffs, analoge trommemaskiner, bombastiske hornseancer og arabiske melodier.
Se dem fredag 1. juli kl. 16:30 på Gloria.
Damily (MG)
Guitarist, komponist og bandleder Damily spiller på både akustisk og elektrisk guitar, når han og bandet fremfører deres take på genren tsapiky, som har sin oprindelse i det sydvestlige Madagaskar og er en speciel form for østafrikansk pop.
Se dem fredag 1. juli kl. 20:30 på Gloria.
Gaye Su Akyol (TR)
Baseret i Istanbul skaber sangerinden Gaye Su Akyol moderne rockkompositioner, som hun fusionerer med traditionelle arabisk-inspirerede tyrkiske melodier. På scenen minder hun om en cabaret-sanger fra 1930’erne, når hun står i front for sit maskeklædte band.
Se hende torsdag 30. juni kl. 18:15 på Pavilion.
Graveola (BR)
I Belo Horizonte i Brasilien eksperimenterer det seks mand store band Graveola med den udødeliggjorte lyd af Rios tropicalia-bevægelse fra 1960-70’erne, som de blander med pop, jazz, funk, soul og rock. Gør dig klar til en massiv omgang solskinslyd!
Se dem fredag 1. juli kl. 18:15 på Pavilion.
Hello Psychaleppo (SY)
Den 26-årige studerende Samer Saim Aldhr transformerer hans hjemland Syriens problemer og rædsler til pumpende clubmusik, hvor aggressiv elektro, drum’n’bass, trip-hop, dubstep og 1950-60’ernes arabiske popmusik går op i en højere enhed.
Se ham torsdag 30. juni kl. 15:00 på Apollo.
imghrane (MA)
Siden dannelsen i 1991 har den marokkanske gruppe udgivet over 26 albums og spillet en lang række koncerter, både lokalt og internationalt. Væbnet med banjo, elektrisk guitar og tom-toms indtager de Roskilde Festival med deres unikke, moderne take på lyden af Amazigh-kulturen.
Se dem søndag 3. juli (lørdag nat) kl. 00:15 på Pavilion.
Kalàscima (IT)
De seks syditalienere blander traditionel italiensk folkemusik med balkan, irsk folkemusik og klezmer med et yderst dansabelt resultat. Bandets liveperformance er præget af mange instrumenter, heriblandt mandolin og irsk bouzouki.
Se dem lørdag 2. juli kl. 12:00 på Avalon.
Karl Hector & the Malcouns (DE)
Bandets guitarist og producer JJ Whitefield eksperimenterer med en bred vifte af funk og traditionel afrikansk musik. Lad bandet guide dig igennem øst- og nordafrikanske musiktraditioner og vestlig psykedelisk krautrock, jazz og funk.
Se dem lørdag 2. juli (fredag nat) kl. 00:30 på Gloria.
Khun Narin’s Electric Phin Band (TH)
Gør dig klar til thailandsk psych! Bandet kom på det vestlige marked ved at udgive et album på indierock-pladeselskabet Innovative Leisure, som blev indspillet ved siden af et buddhistisk tempel, og som samtidig blev optaget og lagt på Youtube. Videoen vækkede opmærksomhed hos musikentusiaster i hele verden.
Se dem onsdag 29. juni kl. 17:30 på Gloria.
Los Pirañas (CO)
Latinske rytmer, computerlyd, tropiske afrobeats og psykedelisk rock. En lyd, colombianske Los Pirañas vil give et bud på, hvordan kan lyde, når de udforsker nye, uforudsigelige musikalske territorier.
Se dem på lørdag 2. juli kl. 20:30 på Gloria.
officerfishdumplings (MA)
Hatim Belyamani står bag kunstnerkollektivet remix <–> culture, som lader remixkunsten møde traditionelle musiktraditioner. Hans mission er at finde frem til rødderne af marokkansk musik og han rejser derfor landet tyndt for at finde og indspille sessions med lokale bands for derefter at remixe materialet.
Se ham lørdag 2. juli kl. 15:00 på Apollo.
Pat Thomas & Kwashibu Area Band (GH)
Ghanesiske Pat Thomas går under titlen ‘the golden voice of Africa’ og blev kendt i sit hjemland i 70’erne, da highlife-genrens popularitet var på sit højeste. Genren blander afrikanske rytmer, jazzet brass, elektrisk guitar og folkede vokaler.
Se ham onsdag 29. juni kl. 21:30 på Avalon.
Qwanqwa (ET)
Bandet består af tre talentfulde etiopiske musikere væbnet med perkussion og strengeinstrumenter samt en amerikansk violinist. Sammen kombinerer de ethio-jazz med elementer af psykedelisk og funk.
Se dem lørdag 2. juli kl. 16:30 på Gloria.
Rancho Aparte (CO)
Bandet dyrker lyde, der kan spores tilbage til Centraleuropæisk polka, franske kvadriller og engelsk country-dans, marineret i afro-colombianske rytmer.
Se dem lørdag 2. juli kl. 14:30 på Gloria.
Tal National (NE)
Bliv hypnotiseret af vestafrikansk guitarmusik, når Tal National lader traditionelle Hausa og Zarma-vokaler, soukous-guitar, reggae-synth og trommer og perkussion pakket ind i en rock-æstetik.
Se dem fredag 1. juli kl. 21:00 på Avalon.
Tiken Jah Fakoly (CI)
Gennem sine fængende reggaerytmer synger 47-årige Tiken Jah Fakoly bestemt og vredt om uretfærdighed i sit hjemland Elfenbenskysten, som han forlod til fordel for at slå sig ned i Mali, hvor han hurtigt blev en lokal stjerne.
Se ham lørdag 2. juli kl. 16:00 på Arena.
The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests (SY/UK)
I år åbnes Orange af the Orchestra of Syrian Musicians, som er blevet samlet fra hele verden efter at være flygtet fra Syrienkrigen. Orkestret består af op til 90 musikere, som første gang arbejdede med Damon Albarn i 2008 i forbindelse med Gorillaz-albummet ‘Plastic Beach’.
Se dem onsdag 29. juni kl. 18:00 på Orange.