World og medierne – Dialog og DIY



Hvordan bliver man samlet op af de etablerede medier, og hvad skal der til for selv at starte en medieplatform? Disse spørgsmål forsøgte World Music Denmark at blive klogere på ved dialogmødet ’Hvordan får vi mere world i medierne?’ d. 30. marts.

Til at hjælpe med dette var PR-arbejder Katrine Clante, blogger Søren Lund Korsgaard, radiovært Signe Tobiassen og projektleder Søren Brunsgaard inviteret til at fortælle om deres arbejde og erfaringer samt dele ud af tips og tricks til, hvordan man kan gribe mediebranchen an. Det nytter ikke at læne sig tilbage og undre sig over, at medierne ikke skriver om din festival eller spiller din musik. I den digitale tidsalder er der rig mulighed for selv at sprede ringe i vandet og skabe interesse omkring dit arbejde i medielandskabet.

En catchy overskrift er et must – Journalister bombarderes med pressemeddelelser, og der skal derfor være blikfang. Historien skal være kort og god.
Find vinkler som er specifikt skåret til de enkelte medier – og en vinkel der passer til den målgruppe, man gerne vil ramme. Lokalvinkler er for eksempel virkningsfulde.
Konkrete ting som tal og grafer er interessant – for det er nemt at tage at føle på, og det er nemt for journalister at arbejde med. Der kan altid gemme sig en historie i nogle specifikke tal.
Har man ikke den gode historie i sig selv, så find på den
– vinkl den.
Henvend dig høfligt – bliv ikke fornærmet, hvis folk ikke er interesserede.
Hav ordentligt materiale – billeder skal være i høj opløsning, tekster skal være velskrevet og korrekturlæst. Derudover skal dine oplysninger være i orden, så man ved, hvem du er, og hvordan man får fat i dig. Layout i din pressemeddelelse – og i den henvendelse, du sender ud – skal være pæn og overskuelig.
Svar hurtigt tilbage, hvis nogen henvender sig. Ellers fremstår man utjekket, og det er der ikke nogen, der orker at arbejde med.
Søg samarbejdspartnere – hvor og med hvem kan der skabes synergi, større synlighed og interesse?
Tænk ud af boksen. Hvis man ikke vil puttes i nogens fordomskasser, er det også en god idé at gribe det ”moderne” an, når man har med world at gøre.
Opbyg et godt netværk bestående af personer, man kender, og som man ved, man kan trække på. Opret en database over relevante folk, man kunne tænke sig at skrive til i fremtiden.
Målret henvendelsen – undersøg mediet og journalisten inden henvendelse. Er det overhovedet et medie/en person, der beskæftiger sig med det, man vil ”sælge”? Det er en god idé at henvende sig direkte. Anerkend mediets/skribentens arbejde – så er de sandsynligvis også mere villige til at anerkende ens eget arbejde.
Det er vigtigt at være ihærdig og følger op på sin henvendelse, hvis der ikke er blevet reageret på den.
Gør det så nemt for skribenten som muligt – hav materialet i orden, og forær dem en masse overskuelige(!) facts, de kan arbejde med.

Katrine Clante er selvstændig i PR-branchen og arbejder i sin egen virksomhed, The Empire. I sit oplæg forklarede Katrine, at der ikke er ret mange ”store” musikmedier tilbage i Danmark, og de få, der er, er blevet meget kommercielle, idet de er afhængige af annoncører. Derfor er det svært at få noget mindre og alternativt igennem; det er det ”unge og kommercielle”, der sælger. Af den grund er det vigtigt, at man har sit materiale i orden og serverer det på en lækker, fængende måde, så det er nemt at arbejde med.

Søren Brunsgaard er medlem af styregruppen i den frivillige musikbrancheorganisation, Musikparlamentet. Organisationen har tidligere hovedsageligt beskæftiget sig med debatter men har på det seneste rykket til video- og podcastproduktion, som behandler musikbrancherelaterede spørgsmål. Søren fortalte, at hans erfaring er, at det i den grad hitter at producere brugerinddragende indhold til sine profiler på platforme som f.eks. Facebook.

Signe Tobiassen er chefredaktør på den frivillige studenterradioforening, Universitetsradioen, og derudover er hun radiovært på DR P6Beat. Signe modtager selv mange pressemeddelelser, og ifølge hende er det et godt trick at koble sin historie på ”noget større” – noget, som alle kan relatere til, som ikke nødvendigvis er musik, men som koblet sammen bliver en spændende historie at læse og relevant for flere medier at bringe.

Søren Lund Korsgaard startede sin blog, Musik Mig Blidt, fordi han var af den opfattelse, at alt for meget musik ikke fik opmærksomhed i de eksisterende medier. Gennem bloggen opstod der mulighed for, at musikken kom ud til flere mennesker. Søren er ikke uddannet journalist men er entusiast, der formidler af interesse. Hans blog har ingen annoncører og derfor ingen krav til f.eks. læsertal. Interessen omkring han blog er vokset med årene, og han har bl.a. samarbejder, der består i at sammensætte koncertaftener på Kulturstationen Vanløse og playlister på det tidligere Wimp (nu: Tidal).

World Music Denmark takker for det flotte fremmøde og de vigtige inputs! Alle, der følte sig inspirerede, er mere end velkomne til at komme forbi til World Music Maker Space d. 13/4 – et oplagt sted at prøve strategier af. Her arbejder vi med nye idéer og initiativer og taler om fundraising.

Vi ses!