Anders Honoré: Udbredelsen af world handler om det meningsfulde møde

01.04.2016

Det kan være en udfordring at skabe interesse hos nye publikummer med world-genrer, der ofte er ukendte og uvante for deres ører. At skabe opmærksomhed handler om det meningsfulde møde. Det gælder både mødet imellem musiker og publikum, men også mødet imellem det fremmede og velkendte i selve musikken, mener Anders Honoré, der har sendt os nedenstående kommentar efter vores dialogmøde om world i medierne d. 30. marts.

##

At udbrede world-musikken til en større del af befolkningen er lidt som at komme til en fest, hvor man ikke kender nogen. Måske endda iført det helt forkerte tøj…

Alt efter temperament skynder nogle sig hurtigt ud midt på gulvet og fyrer deres pitch af, mens andre stiller sig ud i køkkenet når tid er og møder nogle af dem, de opfatter som de sjovere i selskabet. Afhængigt af kvaliteten/intensiteten vokser opmærksomheden omkring det ene eller andet sted, og budskabet spredes.

Sådan er det jo også lidt med musikken og medierne, synes jeg. Alt drejer sig i virkeligheden om mødet, om at dem, du møder, kan bringes til at forstå dig, og du dem, til det nødvendige punkt. At få followers betyder i hvert fald ideelt set at nogen har fattet noget om essensen af det, du står for.

Så hvordan kan mødet opstå, det virkelige møde altså, og ikke kun det, hvor man lagde mærke til silden med superlårkort og charmerende/provokerende adfærd og fik udvekslet et par kække bemærkninger, men aldrig fandt ud af, at hun faktisk har en Ph.D. og er meget, meget klog, eller at hun svinger for sindssygt på et vaskebræt?

For at mødet kan opstå, er det vel nødvendigt, at der både hos afsender og modtager er balance i virkemidlerne, at signalet er udfordrende men indeholder noget trygt i passende doser, noget på en gang farligt/nyt/interessant/lokkende/krævende, alt efter modtagerens præferencer. Til festen er det altså nemmest at møde nye, spændende mennesker, hvis man er i venners lag. Det er selvfølgeligt individuelt, nogle undgår helst for meget nyt, andre kan ikke få nok.

Når det drejer sig om at få nye publikumsgrupperinger i tale i første omgang – at fastholde dem er en anden snak og kræver vedholdenhed og tid – har et succeskoncept (under de rette omstændigheder) vist sig at være at blande kortene, f.eks. på følgende måde:

Med det formål at kende de indvandrede kulturer bedre, og at disse kender den indfødte kultur bedre, inviterer man de bedste indvandrede og indfødte kunstnere, man kan finde.  Man beder dem medbringe deres foretrukne musiker og en håndfuld egne sange. Tilsammen dannes et band og et repertoire, som fyres af ved koncerter under maximalt mulig medieopmærksomhed. Det kræver et vist mod af de implicerede, da alle er på både hjemme- og udebane. Det samme gælder for publikum, som jo, uanset hvem man er kommet for at heppe på, her møder en blanding af noget kendt/trygt og noget ukendt/udfordrende/farligt, som dermed risikerer at blive afskrevet som kedeligt. Tricket er, at trygheden får det udfordrende til at blive acceptabelt og spændende.

Danskerne er nok ikke hverken værre eller bedre end andre folk, hvad uviljen mod det ukendte angår. Jeg har arbejdet i Kurdistan (Tyrkiet) i tre år, både med Mizgin og det kurdiske nationalorkester Heskif Orkestra, og vandene skilles fortsat ved spørgsmålet om man kan have saxofon til at indgå i rigtig kurdisk musik… Når det kommer til stykket, synes de fleste jo det er fedt med noget nyt og anderledes. De mere konservative bliver hjulpet lidt på vej af det velkendte, og dette er ikke nedladende ment.

Konceptet gennemførtes i 2013 som en turné i Sverige, Finland og Danmark med deltagelse i DK af bl.a. Lars H.U.G. som den indfødte kunstner, og Mizgin som den indvandrede. Desuden deltog Nadin Al Khalidi, Emilia Amper og Mia Simanainen.

Med grundlæggende samme pressemateriale, viste koncerterne sig at have langt større gennemslag i medierne i Sverige og Finland, hvor turneen bl.a. blev kulturindslag i primetime nyhederne på YLE1 med interview af bl.a. Mizgin. Både i Sverige og Finland blev koncerterne optaget og sendt landsdækkende.  I Danmark var det straks sværere at få omtale. Det burde ikke være på grund af kendisfaktoren, som af de tre lande var den stærkeste her i Danmark. I TV2News/Kulturen fik vi lidt foromtale ved Stéphanie Surrugue, hvor vinklen cirklede lidt smålummert om Lars H.U.G. og de tre indvandrerkvinder, og hvad de mon skulle lave sammen. Måske havde vores pressemedarbejder hørt for meget på opfordringer om at sexe historien op?

Som sagt, det er tre år siden, og de uafhængige medier havde måske kunnet gøre mere for denne turné i dag?

Min egen konklusion er

1) at real sexy må være en vis sammenhæng mellem form og indhold, mellem forskræp og det, der bliver serveret. I Sverige og Finland gik journalisterne lige til kernen i konceptet og fik, hvad de kom efter, fordi pressematerialet havde en klar pointe og ikke løj om, hvad der var i vente.
2) at alle parter i mødet skal have et vist ejerskab til situationen, for at der kan opstå et reelt fælles rum.

Af Anders Honoré

Foto: Jakob Crawfurd