DANISH WORLD AWARDS 2009
Lørdag den 24. oktober blev Danish World Awards 2009 uddelt ved et stort gallashow i Copenhagen JazzHouse i København. Der blev uddelt tre priser i kategorierne ‘Årets Danske World Album’, ‘Årets Specialpris’, samt ‘Årets Danske World Track’.
• Prisen for ‘Årets Danske World Album’ gik til Alain Apaloo’s Api Pipo og albummet ’Flood Gate’ (udgivet af Stunt Records) for dets originale blanding af vestafrikansk musik og elementer af moderne jazz.
• ’Årets Specialpris’ gik til promoter og selector Malachy for at have organiseret Rub a Dub Sundays i snart 10 år. Søndag efter søndag har den meget populære reggaeklub i København afholdt events og koncerter og stærkt medvirket til at få dansk reggae op på det popularitetsniveau, som den har i dag.
• Prisen for ’Årets World Track’ gik til Anita Lerche og nummeret ‘Maahiya’. Anita Lerche er allerede et kæmpe navn blandt Punjabi-talende folk rundt omkring i verden for hendes danske tilgang til Bollywood-sange.