Musikere med anden etnisk baggrund end dansk

Afsluttende rapport fra World Music Denmark

Netværksprojekt for musikere med anden etnisk baggrund end dansk
København, maj 2006

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. FORMÅL OG FREMGANGSMÅDE
• København
• Århus
• Odense
• Opfølgende arbejde
2. SEGREGEREDE ETNISKE MILJØER
• Begrænset kendskab
• Separat økonomi
3. FORSKELLIGE FIXPUNKTER BLANDT DE ETNISKE MUSIKERE
• Den kommercielle og folkelige orientering
• Den kunstneriske orientering
• Transnationale netværk
4. KONKLUDERENDE BEMÆRKNINGER TIL VIDERE DISKUSION
• Et levende netværk
• Særlig vejledning og støtte
• Øget eksponering og lobbyarbejde

1. FORMÅL OG FREMGANGSMÅDE

I 2003 modtog World Music Denmark (WMD) en bevilling fra Kunstrådet til at udføre et netværksprojekt for musikere med anden etnisk baggrund end dansk. Det erklærede formål med projektet var at udbrede kendskabet til og styrke kontaktfladen med udøvende musikere i de etniske minoritetsmiljøer, for derved at etablere et permanent og levende netværk til gavn for musikere, spillesteder, publikum og det samlede verdensmusikmiljø i Danmark. Projektet centrerede sig om landets tre største byer: København, Århus og Odense og satte primært fokus på musikere med følgende etniske baggrunde: a) tyrkisk; b) kurdisk; c) iransk; d) pakistansk; e) det øvrige Mellemøsten og Nordafrika. Musikere fra andre regioner blev dog ikke udelukket fra projektet.

Projektet var opdelt i en kortlægnings- og informationsdel. Kortlægningsdelen skulle afdække de etniske musikmiljøer og skabe et bedre overblik over udbredelsen, markedsvilkårene og udfoldelsesmulighederne for etniske musikere i Danmark. Informationsdelen havde til hensigt at udbrede kendskabet til WMD gennem en informationskampagne, der synliggjorde organisationen og klargjorde dens formål og støttemuligheder i de etniske musikmiljøer.

København
Arbejdet i København blev udført af Anna Lilje Flyverbom i perioden mellem februar og april 2006. Der blev taget kontakt til musikere, identificeret af tidligere medarbejdere på projektet, og skabt forbindelse til Dansk Flygtningehjælp samt diverse kvarterløftsprojekter og boligsociale tiltag under kommunalt regi, for derigennem at komme i kontakt med musikere fra andre etniske miljøer. Desuden blev der udsendt information om projektet gennem elektroniske netværk i både etniske, interessebaserede og offentlige organisationer. Gennem personlige samtaler med de enkelte musikere, blev der skabt en dybere forståelse for deres erfaringer og vilkår som etniske musikere i Danmark. I alt blev der identificeret og taget kontakt til ca. 140 musikere, hvoraf der blev foretaget dybdegående samtaler á ca. 1 ½ times varighed med de 27.

Århus
Arbejdet i Århus blev udført af Benny Morthorst i perioden mellem februar og juni 2005. Her blev der ligeledes søgt viden fra toppen via kommunale forvaltninger og beboerprojekter og fra bunden via etniske butikker og foreninger. Desuden blev etniske radiostationer og TV-kanaler samt spillesteder og kulturprojekter identificeret som veje ind i de etniske miljøer. Gennem disse kanaler blev der etableret kontakt til de etniske musikmiljøer og opbygget viden om de enkelte musikeres erfaringer og vilkår. I alt blev der skabt forbindelse til 65 individuelle musikere, 21 arrangører og organisationer og 2 tv- og radiokanaler,

Odense
Arbejdet i Odense blev varetaget af Internationalt Hus under ledelse af Sylvie Abitbol i perioden februar 2005 til juni 2006. Der blev indledt kontakt til 5 nøglepersoner, som hver havde berøring med et bestem etnisk område. Disse nøglepersoner uddelte flyers og plakater i relevante etniske butikker, sprogskoler, ungdomsskoler og andre voksen- uddannelsessteder.
Fra oven blev flygtninge/indvandrerrådet og kommunalpolitikere med anden etnisk baggrund kontaktet, og deres viden brugt til videreformidling. Endelig blev der annonceret i Vollsmose, indvandrerradio og tekst tv i ITV Vollsmose. I alt blev der skabt kontakt til 33 individuelle musikere

Opfølgende arbejde
Som afslutning og opfølgning på projektet har WMD kontaktet alle de indsamlede emner ved at sende et informationsbrev med oplysning om organisationen, de resurser og støttemuligheder, vi kan tilbyde samt tilbud om at melde sig ind i organisationen. Ved indmeldelse kan WMD så registrere de nye brugere. Det er vores håb at de nye brugere kan se fordelen ved vores arbejde og at vi bevarer kontakten til dem.

Vi har fået en del meget positive tilbagemeldinger fra indvandrermusikere, som er glade for at der nu endelig bliver gjort noget fra dem, disse får så indmeldelses blanket tilsendt og kan registreres som medlemmer.

WMD får ofte forespørgsler om vi kan skaffe noget musik fra en bestemt verdensdel. Til dette formål vil databasen være et vigtigt redskab til at kontakte og fremskaffe de rigtige musikere til opgaven. På den måde vil vi også have kontakt til de musikere som ikke har indmeldt sig i organisationen.

2. SEGREGEREDE ETNISKE MILJØER

Generelt tegner der sig et billede af de etniske musikmiljøer som relativt isolerede både fra hinanden og det øvrige majoritetssamfund i Danmark. De fleste spiller sammen med musikere af samme etniske oprindelse og henvender sig primært til deres eget etniske miljø. Nogle spiller dog med folk af blandet etnisk herkomst og for et tværetnisk publikum. Men langt de fleste færdes i deres egne cirkler, der typisk har en religiøs eller etnisk forening som base.

I overensstemmelse hermed bliver koncerter og musikaftener som regel organiseret internt i de etniske miljøer. Dette gælder både for mindre arrangementer i foreningsregi og for større koncerter i fx sportshaller med kendte musikere fra hjemlandet/-regionen. Her informerer man gennem etniske TV-kanaler, radiostationer, internetsider og butikker samt gennem personlige netværk og kontakter i de etniske miljøer. Som en musiker af tyrkisk-kurdisk oprindelse forklarer om organiseringen af større koncerter i København: ”Vi trykker plakater på kurdisk og sætter dem op i butikker og foreninger i hele Storkøbenhavn. Og så har vi en masse kontakter rundt omkring i byen, der hver især får 50 billetter, som de så kører rundt og sælger i deres nabolag. Det gør også at man ved, at der er et vist niveau for koncerten, hvis det er en person man kender godt, som sælger én billetten. Desuden annoncerer vi gennem kurdisk radio, kurdisk TV og forskellige kurdiske internetaviser. Men det er ikke fordi vi ikke ønsker, at andre skal deltage. Det er bare den måde det virker bedst på. Mange kurdiske musikere kunne godt tænke sig at spille for et bredere etnisk publikum. Der er bare ikke nogen der arrangerer det”.

På trods af at musikken organiseres i relativt isolerede etniske miljøer, giver langt de fleste musikere således udtryk for at de gerne vil spille for et mere blandet publikum. Men de fleste kender ikke til tværetniske arrangementer og ved ikke hvordan de skal nå bredere ud.

Begrænset kendskab
Generelt har de etniske musikere meget lidt kendskab til de institutioner og organisationer, der varetager musikeres interesser og støtter kulturelle og sociale tiltag i Danmark. Der er meget begrænset viden om og forbindelse til såvel autoriserede spillesteder og arrangører, som til fagforeninger og interesseorganisationer som fx WMD. Som en tyrkisk musiker udtrykker det: ”Folk kender ikke til eksisterende støttemuligheder og er ikke tilstrækkeligt organiserede. Og de, der kender til støttemuligheder i fx kommunalt regi, ved også at det kræver at man er en forening. Men de færreste har erfaring med eller tid til at engagere sig i det krævende foreningsarbejde”.

Kun få etniske musikere ved, at der eksisterer foreninger som WMD, der kan varetage deres interesser og støtte dem økonomisk og praktisk ift. deres musik. Det informationsarbejde, der er blevet indledt i forbindelse med netværksprojektet i WMD, er derfor også blevet modtaget med stor interesse i de etniske musikmiljøer. De fleste har været meget interesserede i at høre om WMD og organisationens forskellige støtteordninger, og mange har været behjælpelige med at videreformidle kontakt  til andre musikere med anden etnisk baggrund end dansk.

Separat økonomi
En central barriere for at kunne drage nytte af de eksisterende støtteordninger er imidlertid, at finansieringen af den etniske musik som regel finder sted i en separat økonomi ift. det officielle system i Danmark. De færreste musikere med anden etnisk baggrund end dansk bliver betalt i overensstemmelse med de officielle minimumstariffer, der er fastsat af Dansk Musikerforbund. Kun få har kontakt til andre spillesteder end dem, der knytter sig til deres eget etniske miljø og i disse spilles der enten, hvad angår foreninger, gratis eller for små-beløb doneret af tilhørerne eller, hvad angår private arrangementer og jobs i restaurationsbranchen, sort.

Som vil blive uddybet nedenfor, er der dog en gruppe af musikere med et bredere tværetnisk netværk, der i højere grad er i kontakt med det officielle danske system. Disse er typisk mere ressourcestærke og velintegrerede i det danske samfund og forsøger ofte at indtage en rolle som bindeled mellem de etniske miljøer og repræsentanter for det danske system.

3. FORSKELLIGE FIXPUNKTER BLANDT DE ETNISKE MUSIKERE

I arbejdet med de etniske musikere er det blevet klart, at selve kategorien ’etnisk musiker’ er meget sammensat og vanskelig at generalisere om. Der er tale om stor variation både mellem forskellige etniske grupper og internt i dem. Om man er opvokset på landet eller i byen; om man har tilhørt en høj eller lav socialklasse i sit hjemland; om man er en del af en stor eller lille minoritetsgruppe i Danmark; om man er kommet til landet som voksen eller barn; er blot nogle få eksempler på, hvordan ens kollektive og individuelle historie – i hjemlandet såvel som i Danmark – influerer på ens orientering som etnisk minoritet og musiker i det danske samfund.

På trods af vanskelighederne med at generalisere, kan man dog identificere nogle generelle tendenser i de forskellige minoritetsmiljøer, der udstikker væsentlige rammer for de enkelte musikere. For eksempel kommer mange af de tyrkiskfødte indvandrere i Danmark fra relativt isolerede landdistrikter med ringe socio-økonomiske og uddannelsesmæssige vilkår. Til forskel herfra er den irakiske og pakistanske befolkning i Danmark kendt for at tilhøre en veluddannet middelklasse i deres hjemland. I forlængelse heraf vil de irakiske og pakistanske miljøer, i modsætning til fx de tyrkiske og kurdiske, typisk være en del af et transnationalt netværk, hvor der generelt både er flere menneskelige og økonomiske ressourcer i omløb. Dette afspejler sig også i de musiktraditioner, der præger de forskellige minoritetsmiljøer og den måde hvorpå den enkelte musiker forholder sig til sin musik.

I en grov optik kan man skelne mellem de musikere, der orienterer sig i forhold til det kunstneriske og kreative udtryk i musikken og dem, der mere spiller ud fra et kommercielt, folkeligt og underholdningsmæssigt sigte. Skellet mellem den kommercielle og den kunstnerisk orientering er selvfølgelig karikeret og de fleste musikere befinder sig et sted midt imellem disse to yderpoler. Som fx den unge, danskfødte tyrker der omtaler tyrkisk bryllupsmusik som ”indholdsløs”, men selv spiller ved forlovelsesfester og på diverse tyrkiske restauranter, samtidig med at han gerne vil udvikle sin musik og erobre andre musikalske arenaer.

Den kommercielle og folkelige orientering
Gruppen af musikere, der orienterer sig ud fra et kommercielt og folkeligt sigte, henvender sig stort set kun til folk med samme etniske baggrund som dem selv. Genremæssigt spiller de ofte en blanding af traditionel folkemusik og pop fra deres hjemland, som publikum typisk kender og kan synge med på.

De kommercielt og folkeligt orienterede musikere kan yderligere opdeles i to: Den del, der udelukkende spiller ved privatfester og bryllupper og som modtager god betaling for disse privatarrangementer. Og den del, der ikke orienterer sig så meget i forhold til økonomi, men spiller deres musik ud fra et folkeligt og socialt sigte ved kulturelle arrangementer i de etniske foreninger. Ingen af de to grupper kan leve af deres musik, men de såkaldte ’bryllupsmusikere’ får ofte god betaling (ca. 5–8000 kr./job) ved privatarrangementer og spillejobs på etniske restauranter. Uanset hvilken økonomi der ligger til grund for deres musikalske aktiviteter, henvender disse musikere sig primært til et mere folkeligt socialt lag i de etniske miljøer, der søger at vedligeholde almen-folkelige traditioner fra deres hjemland og dyrke deres fælles kulturelle ophav.

Den kunstneriske orientering
De etniske musikere, der primært orienterer sig ud fra et kunstnerisk og kreativt sigte dækker både de musikere, der ønsker at fastholde en klassisk musiktradition fra deres hjemland, og de musikere, der forsøger at blande forskellige stilarter og skabe nye musikalske udtryk. Fælles for dem begge er, at de gerne vil udvikle deres musik i en kunstnerisk retning og at de er relativt velintegrerede i det danske samfund. Selvom de ikke nødvendigvis er medlemmer af organisationer og fagforeninger som KODA og Dansk Musikerforbund, har de typisk været i berøring med offentlige institutioner og arrangører i Danmark, og deltaget i projekter med fx et tværkulturelt eller integrationsmæssigt sigte.

Som regel henvender de sig både til folk i deres eget minoritetsmiljø, hvor de ofte optræder på frivillig basis i etniske foreninger, og for et etnisk blandet publikum, hvor de enten optræder gratis eller for symbolske beløb/gaver ved kulturarrangementer på fx folkebiblioteker og i kulturhuse. Nogle er blevet eksponeret for et dansk publikum via fx Dansk Flygtningehjælps Kunstnerkatalog  (det, der i dag er at finde på websiden: www.bazART.dk) andre har involveret sig i lokale integrationsindsatser eller fået jobs som undervisere ved musikskoler eller i foreninger, der tilbyder undervisning i ikke-vestlig musik.

Som eksempel på en kunstnerisk orienteret musiker kan nævnes den unge iraker, der har gået i dansk gymnasium og studeret arabisk musik i Damaskus. Han er ud af en musikerfamilie og hans far er en meget respekteret og dygtig kunstner i det irakiske miljø i Danmark. Genremæssigt er han opdraget i en klassisk arabisk musiktradition, som han forsøger at blande med vestlige input. Om sin fars og hans egen etablering som musikere i Danmark fortæller han: ”Dengang vi kom til Danmark i 1980erne var der stort set ikke noget betalende publikum overhovedet. Men så kom min far med i Dansk Flygtningehjælps Kunstnerkatalog og det gjorde ham synlig for et bredere dansk publikum. Så spillede han ikke blot ved kulturarrangementer i Den Irakisk-Danske Forening, men også ved forskellige offentlige biblioteksarrangementer. I modsætning til de irakiske musikere, der kom med den store flygtningestrøm til Danmark i 1990erne og som udelukkende spillede traditionelle melodier i de meget folkelige, irakiske kredse, har min far altid holdt sig til at spille koncerter i den klassiske arabiske genre, som er ret krævende og befinder sig på et højt musikalsk niveau”.
Som eksemplet viser, tager mange af de kunstnerisk orienterede musikere afstand fra den folkelige og populære musik, der bliver spillet ved privatfester og fællesarrangementer i de etniske miljøer. Og som det også fremkommer, kræver det en organisation som fx Dansk Flygtningehjælp at gøre etniske musikere med ambitioner om at nå bredere ud, synlige for et tværetnisk publikum.

Transnationale netværk
Uafhængigt af om de kan klassificeres som kunstnerisk-kreativt orienterede eller folkeligt-kommercielt, og uanset om de henvender sig til et etnisk isoleret eller et etnisk pluralt publikum, er der fælles vilkår for de musikere, der spiller ved større offentlige arrangementer. Selv dem, der har været anerkendte og berømte musikere i deres hjemland, fortæller at de har haft vanskeligt ved at etablere sig i Danmark, dels pga. af landets størrelse og den begrænsede mængde af etniske minoriteter, dels pga. det politiske klima og den lukkede attitude overfor etniske minoriteter og deres musik.

Særligt de musikere, der ønsker at spille på et professionelt eller semi-professionelt plan, oplever det som vanskeligt at finde musikere, der rent musikalsk er på samme niveau som dem selv, og som de svinger med genremæssigt og personligt, såvel som politisk og religiøst. (Mange etniske miljøer er præget af intern politisk, religiøs og kulturel splid pga. forholdene i hjemlandet, hvilket kan gøre det ekstra vanskeligt at opbygge holdbare samarbejdsrelationer). For at omgås dette, vælger mange at søge til fx Sverige og Tyskland, hvor der er langt bedre vilkår for at finde musikere og miljøer, der tilgodeser deres musikalske ambitioner og harmonerer med deres økonomiske råderum. Nogle emigrerer helt, andre bevarer deres base i Danmark, men turnerer rundt i fx Norden og Europa sammen med musikere, bosat i de forskellige lande.

Som eksempel kan nævnes den afghanske musiker, der har medvirket på to cd-udgivelser af børnesange i Danmark, men som har valgt at udgive sin egen CD i Tyskland, hvor de tekniske og finansieringsmæssige vilkår er mere favorable end i Danmark. Han er bosat i her i landet og lever af at køre taxa, men han fremhæver selv, at han er ude og spille næsten hver weekend, enten til privatfester eller ved større etniske arrangementer som fx det muslimske nytår. En stor del af hans optræden ligger i Sverige og Tyskland, hvor den afghanske minoritetsbefolkning er langt større end i Danmark. Han har et væld af kontakter i de afghanske miljøer i både Europa og USA og hans CDer sælger godt på det internationale afghanske marked.

4. KONKLUDERENDE BEMÆRKNINGER TIL VIDERE DISKUSION

Som sagt har interessen for netværksprojektet i de etniske musikmiljøer generelt været stor. Nogle få har udvist mistænksomhed og skepsis over, om der var en skjult dagsorden for projektet. Men langt de fleste har ikke blot udvist åbenhed og imødekommenhed, men også optimisme og forventningsfuldhed overfor at der ”endelig er nogen, der gør noget”. Mange har fortalt om de etableringsvanskeligheder, de har haft som musikere i Danmark, og udtrykt håb om at en organisation som WMD, vil kunne gøre en forskel. Deres forventninger har ikke altid været realistiske og i tråd med de støtteordninger, der stilles til rådighed i WMD. Men interessen og forventningsniveauet fortæller i sig selv noget om det behov, der eksisterer blandt de etniske musikere. Spørgsmålet er imidlertid om – og i så fald hvordan – en organisation som WMD kan hjælpe de etniske musikere videre i deres musikalske karriere?

Som det er fremkommet færdes mange af de etniske musikere i meget isolerede miljøer, der delvist eller helt – og både i organisatorisk og finansieringsmæssig forstand – fungerer som parallelsystemer til det danske samfund. Udfordringen ligger derfor også i hvordan man kan støtte disse musikere til at opnå mere viden og bedre kontakter i de autoriserede musikmiljøer og institutioner i Danmark? Og i hvordan man kan medvirke til at eksponere dem for et bredere tværetnisk publikum og åbne musikalske veje, hvor organiseringen og finansieringen af deres musik er integreret i det officielle danske system?

Som situationen ser ud i dag, vil WMD udelukkende kunne støtte de musikere, der allerede har etableret sig i Danmark og som er involveret i musikalske aktiviteter, der lever op til de krav der ligger til grund for organisations støtteordninger. Men som undersøgelsen viser, er det en meget lille procentdel af de etniske musikere, der er nået dertil. Langt de fleste har for lidt viden og for få personlige kontakter i de danske musikmiljøer, til at kunne drage nytte af WMDs støtteordninger som de ser ud i dag.

Der er hverken en ligefrem eller let løsning på hvordan man konkret kan hjælpe de etniske musikere videre. Men hvis WMD for alvor ønsker at støtte denne målgruppe, kræver det en del nytænkning og en række særlige indsatser. Det er derfor også afgørende at WMDs Bestyrelse tager stilling til om organisationen er parat til at engagere sig i dette arbejde og om man ønsker at involvere sig i initiativer, der imødekommer de etniske musikere, dér hvor de befinder sig?

Som optakt til en sådan diskussion, kan afslutningsvist nævnes nogle tentative forslag, der er fremkommet under samtalerne med de etniske musikere. Forslagene er relativt verdensfjerne i forhold til hvordan man i dag arbejder i WMD. Men frem for at læse dem som konkrete handlingsforslag, skal de betragtes som oplæg til en diskussion af hvad organisationen ønsker at gøre med netværksprojektet i fremtiden.

Et levende netværk
Først og mest elementært kræves en overvejelse af hvordan man bevæger sig fra at have afdækket de etniske musikmiljøer og informeret om WMDs eksistens og støttemuligheder, til at danne grobund for et netværk, der lever i ordets egentlige betydning? Til forskel fra en skematisk oversigt i form af en database, er et netværk forankret i sociale relationer, hvor de involverede parter interagerer og bruger hinanden på en kreativ og udviklende måde.

Men hvordan kommer man dertil og hvordan sørger man i det hele taget for, at de etniske musikere drager nytte af den viden, der er skabt om deres organisering, vilkår og musik? Kræver det at man gør WMDs hjemmeside interaktiv med forskellige debatfora, hvor folk kan komme i kontakt med hinanden og bruge hinanden som musikalske og organisatoriske sparringspartnere? Eller vil det være mere effektfuldt at lave arrangementer eller informationsaftener i WMD – evt. i samarbejde med andre interesseorganisationer -, hvor de etniske musikere kan indhente yderligere information om eksisterende støttemuligheder, møde hinanden personligt og høre beretninger fra andre musikere, der har draget fordel af at være i kontakt med danske musikorganisationer?

Særlig vejledning og støtte
Selvom de etniske musikere kæmper med nogle af de samme problemer, som enhver anden musiker i Danmark, er der alligevel en del barrierer, som knytter sig til det at være etnisk minoritet. Udover den diskrimination og lukkethed i det danske samfund, som de fleste har personlig erfaring med, peger en del på, at etniske minoriteter sjældent kender til dansk foreningsliv og ikke er vant til at bo i et samfund hvor relationen mellem stat og borger er baseret på gensidig tillid og interesse. Der kræves derfor en særlig indsats for at få de fraktioner af de etniske musikere, der er allermindst integreret i det danske samfund, til at forstå de fordele der er forbundet med at engagere sig i de eksisterende interesseorganisationer og dansk foreningsliv.
Dette vil sandsynligvis kræve, at man engagerer sig yderligere i understøttende arbejde enten ved at ansætte en mentor, der med udgangspunkt i det eksisterende materiale, kan mødes med de enkelte musikere og vejlede dem i hvilke muligheder der helt konkret foreligger for netop dem og deres orkester, eller ved at indgå samarbejdsaftaler med fx kommunalt ansatte integrationsmedarbejdere eller boligforeninger, der til daglig færdes og arbejder i de etniske miljøer, og på den baggrund kan vejlede de etniske musikere.

Øget eksponering og lobbyarbejde
Endeligt rejser sig spørgsmålet, hvordan man kan bidrage til at åbne fora for de etniske musikere, der rækker ud over deres egne etniske miljøer. Hvordan kan man gøre dem mere synlige på spillesteder eller biblioteker og kulturhuse, der henvender sig til et etnisk blandet publikum? Og hvilke indsatser skal der til, for at fx spillesteder og musikskoler i højere grad får interesse for etnisk musik, herunder de mellemøstlige genrer?

Under udarbejdelsen af netværksprojektet i Storkøbenhavn udviste Dansk Flygtningehjælps Kulturbestyrelse stor interesse for WMDs projekt, og foreslog at inddrage de etniske musikere i deres Kunstnerkatalog på hjemmesiden: www.BazART.dk. Selvom en sådan eksponering ikke er tilstrækkelig i sig selv, vil den dog være et skridt på vejen i retning af at synliggøre de etniske musikere for et bredere tværetnisk publikum. Hertil ville det være en fordel hvis der blev foretaget lobbyarbejde for den etniske musik og de mellemøstlige genrer på spillesteder, festivaler og ved diverse kulturarrangementer. Mange af de etniske musikere har udtrykt et ønske om at involvere sig i tværetniske arrangementer, der anvender musikken som middel til at skabe større dialog og integration mellem danskere og etniske minoriteter i Danmark. Ville man støtte sådanne initiativer kunne det være en mulighed at henvende sig til fx landets biblioteker, kulturhuse eller højskoler med en opfordring til at iværksætte tværetniske arrangementer, hvor folk kan mødes og nyde hinandens musik på tværs af kultur og etnicitet.