Nyota Ndogo, Sekou Kouyaté & Sectión Kora, Maktoub Trio feat. Benjamin Koppel og Thommy Andersson – Den Sorte Diamant (CPH World Music Festival) 5. september 2014

Afrikanske diamanter funklede i København

Af Moema Terra Vieira

Klokken er 18:59 i den Sorte Diamants koncertsal. Der er ét minut til en tredobbelt koncert under Copenhagen World Music Festival. Men med kun en kvart sal fuld, kunne man ikke lade være med at undre sig. Var 150 kroner virkelig for dyrt for hele tre koncerter med verdensmusik? Eller var prisen for billig, så publikum blev mistænksomme? Var kl. 19 en fredag aften for tidligt? Var det et spørgsmål om reklame eller spillested? Eller var det, som der blev foreslået ved præsentationen af koncerten, et spørgsmål om ”African timing”?

Heldigvis afhænger en god oplevelse ikke af, hvor mange mennesker der har den. Det gjaldt for publikummet i Den Sorte Diamant, der fik lov til at danse og drømme sig væk fra havnens rene skandinaviske linjer og den lidt kølige sal. Og det gjaldt for de optrædende, der fik muligheden for at dele deres lidenskab og kultur, og videregive deres budskab.

Nyota Ndogo

 5 af 6

Den kenyanske sangfugl, Nyota Ndogo, åbnede ballet med sit fem mand store ”danske” orkester, der talte ligeså mange nationaliteter. Mellem trommer, percussion, harmonika, bas, guitar og sang kunne man finde musikere med rødder i Ghana, Brasilien, Congo, Danmark og selvfølgelig: Kenya.

Sangerinden lod sine musikere varme scenen og publikum op, så hun kunne gøre sin entré, men det var heller ikke mere højtideligt end det. Nyota Ndogo levede i den grad op til alle de nomineringer og priser, hun har vundet. Hun vendte situationen til hendes fordel og formåede at levere et intimt og festligt show. Hvis scenen og salen indledningsvist føltes lidt stor og forladt, blev der hurtigt skruet op for varmen og nærværet. Publikum blev inddraget, og allerede ved andet nummer blev kvinder inviteret op på scenen for at lære swahilidansen; chakacha, der især udfordrer hoftepartiet rytmisk. Sidst i koncerten var scenen blevet til et rent dansegulv, hvor en fest omringede de spillende musikere.

Nyota var i lige så høj grad en formidler, som en entertainer. Der var ingen tvivl om, at hun gerne ville dele sin musik og overvinde de kulturelle og sproglige barrierer, der muligvis forventes at opstå mellem et dansk publikum og et kenyansk show. Nyota og hendes musikere levede sig ind i musikken, og små dialoger opstod mellem harmonika og sang eller guitar og bas. Sangerinden ”fortalte” i lige så høj grad sin musik med ord og stemme, som med sang og kropsbevægelser, der illustrerede sangenes dynamik, så alle kunne være med. Universale emner som strid i familien, venskab, kærlighed og medmenneskelighed gik hånd i hånd med dybere problematikker, som HIV, malaria og stedmødres krav om at få mindst syv børnebørn.

Sekou Kouyaté & Sectión Kora

 5 af 6

Snart indtog den Guineanske Sékou Kouyatés og hans musikere scenen, med strenginstrumenter, kora’er, bas og guitar, trommer og percussion. Sékou Kouyaté har fået kælenavnet ”koraens Jimi Hendrix”, fordi han var en af de første, der satte en wawa-pedal til den smukke afrikanske harpe.

De to første numre var meget up-beat og festlige, hvor de to koraer var i brug. Den ene var et akkompagnement-instrument, og den anden havde et mere melodisk udtryk. Sékou viste lige så stor behændighed på guitaren, som han er kendt for på Koraen. Men altså, hvad er seks strenge for en mand der er vant til 21? Hans fingre fløj habilt og uden besvær i komplicerede og hurtige melodier, om det var på det vestlige instrument, som han spillede på lidt under halvdelen af numrene, eller på koraen.

Sékou Kouyatés gave er ikke kun hans naturtalent. At han kommer fra en griot-familie (vestafrikansk historiefortæller, red.), hvor musikken flyder i årene fra generation til generation, kunne også høres på mandens stemmekontrol. Han skiftede ubesværet mellem det dybe og varme stemmeleje til en høj og klar stemme.

Sékou viste blandt andet sit overskud på koraen ved, midt i et nummer, at stemme et par strenge om, så instrumentet fik en mere jazz’et klang, for et halvt nummer senere at stemme det tilbage til den tidligere tone – uden på noget tidspunkt at tabe momentum. Wawa-pedalen blev også tydeligt taget i brug et par gange, hvor numrene fik lidt mere kant, men som regel lød det til at forstærkning og teknik blev brugt til at fremme instrumenternes naturlige egenskaber, frem for at forvandle deres lyd.

Bandet, som bestod af familie, fætre og brødre, var dejligt sammenspillet. Sékou præsenterede med jævne mellemrum hans musikere. Alle instrumenterne fik lov til at komme til orde. Når Sékou ikke spillede kora, spillede Sefoudi Kouyaté og Mohamed Kalissa på instrumentet, så den ene støttede op om den anden. Trommeslageren, Mohamed Kaba, skiftede til tider det regulære trommesæt ud med en sammensætning af calabash og bækkener, Facinet Kanassi styrede percussionen, og Bouba Kouyaté sørgede for at bassen groovede, så den lød som en dyb forførende mandestemme.

Maktoub Trio feat. Benjamin Koppel og Thommy Andersson

 4 af 6

Aftens sidste indslag, ”arabisk jazz med nordiske toner” var en ligeså stor forkælelse for ørerne. Her blev der skruet ned for belysningen og musikken lagde op til, at man lænede sig tilbage og lod sig forføre. Den egyptiske trio talte en oud-spiller, Ahmed Maher, percussionisten Ayman og Wael El-Sayed på harmonika. Til Copenhagen World Music Festival havde de selskab af den danske saxofonist Benjamin Koppel og den svenske bassist Thommy Andersson. En perfekt sammensætning. Hvis man kunne være bange for, at ”arabisk jazz” ville lyde lidt for fjernt fra ens vante ører, kunne man ånde lettet op. Det var jazz’et, der var arabiske toner, men det nordiske element var ligeså meget tilstede. Man var på ingen måde kastet ud i et vildt guideløst kulturchok. Der var tale om smuk og sensible musik, hvor der blev kredset for detaljerne. Man blev ført et andet sted hen. Vi var vidner til en ordløs fortælling, hvor instrumenterne bød hinanden op til en elegant dans.

Den afrikanske aften på det Kongelige Bibliotek var en interessant minifestival under Copenhagen World Music Festival, hvor rejsen førte os fra Kenya til Egypten, og hvor det publikum der var til stede, fik mulighed for at åbne øjnene og ørerne for Afrikas musikalske skatte. En VIP-smagsprøve for de indviede, der fandt deres vej dybt ind i den funklende diamant.