Sun Ra Arkestra – Pumpehuset 26. november 2014
Når Saturns engle må larme
4 af 6
Af Moema Terra Vieira
En af de fantastiske ting ved at beskæftige sig med ’verdensmusik’ er, at man aldrig helt ved, hvor man har musikken. Eller hvordan man afgrænser denne genre fra andre som for eksempel jazz eller popmusik, hvor der oftere og oftere bliver hentet inspiration i alverdens kulturer. Verdensmusik kan nogle gange lyde som noget bekendt, andre gange så langt fra – og tit som noget midt i mellem. Sådan føltes det også, da Sun Ra Arkestra for nyligt gæstede København.
Sun Ra vil man umiddelbart placere i jazz-kassen. Måske freejazz? Man kan tvivle lidt på, hvad Arkestra’et – der snart runder 60 år, og hvis oprindelige orkesterleder mente han tilhørte en englerace fra Saturn – vil mene om at blive sat i en kasse, hvor der står ’verdensmusik’ på. Én verden er måske for lille til et band, der mener, at: ”Space is the Place”.
Koncerten var fuld af jazz. Det blev til tider lidt for free. Nogle passagers varige gentagelser mindede om afrikansk eller caribisk kultmusik, der med sin pulserende gentagelse hjælper ceremoniens deltagere ind i en anden bevidsthed – eller i kontakt med de højere magter, man nu dyrker i disse religioner. Det var også en meget tryg oplevelse, med genkendelige rammer, en tilsyneladende legende tilgang til musik, der fik Sun Ra’s kosmiske kaos til at føles hjemligt.
Genkendelige jazz standards som Stars Fell on Alabama blev glædeligt nynnet af det ivrige publikum. Dog også med en ude-af-boksen oplevelse. Det kunne være på grund af den instrumentale sammensætning: masser af blæs, ligesom i et afrobeat orkester, og en rytmesektion der på skift kunne give numrene et mere latino, afro, funky eller jazzy tempo.
Sun Ra-lyden kunne nok heller ikke opnås uden de mere digitale (eller skulle man sige overnaturlige?) toner fra keyboard og EWI-fløjten, der med sine computerspillyde virkede som en dygtig plastikkirurg på lettere brugte melodier.
Den improvisatoriske rumlighed gav plads til mere frie og støjende passager, hvor unge som ældre bandmedlemmer fik lov til at give den gas, lette og, for det meste, lande på scenen uden varige mén. The Sun Ra touch vil nok slet ikke være på tale uden afrofuturistiske tekster eller den festlige tilgang til beklædning, der glædeligt blandede referencer til Afrika, egyptiske guder, pailletter, stjerner og en god del af regnbuens farver.
Én genre er ikke nok til at beskrive koncerten. Dette festlige rod ville slet ikke have eksisteret uden Sun Ra Arkestra’s musikalske bevidsthed om afrikanske rødder og den afrikanske diaspora i Latin Amerika og Caribien, der har ledt til samba, salsa, rumba, jazz og hip hop, for bare at nævne en brøkdel af verdensmusik født i et kulturmøde.
