Tinariwen – DR’s Koncerthus (Copenhagen Jazz Festival) 9. juli 2014
Tinariwen – forførende ørkendrømme i Koncerthuset
Det prisvindende ørkenblues-band, Tinariwen, har siden starten af 2014 været på verdensturné i forbindelse med udgivelsen af deres sjette album ”Emmaar”. For nyligt svingede de så forbi vores egen Copenhagen Jazz Festival.
Tinariwens nyeste album er indspillet i Mojave-ørkenen i Californien i stedet for i Sahara, hvilket skyldes den politisk ustabile situation i Mali. Musik er blevet en torn i øjet på den militante islamiske oprørsgruppe Ansar Dine.
Tinariwens medlemmer har været engageret i politik siden bandets begyndelse i 1979. Ved bandets besøg i København var grundlæggeren Ibrahim Ag Alhabib ikke en del af truppen. På grund af familieproblemer – en direkte konsekvens af Malis politiske krise – valgte han at blive hjemme. I stedet blev den nye sanger og guitarist, Yad Abderrahmane, integreret i det seks mand store band.
Koncerthusets scene blev snart indhyllet i perkussion, bas, guitarer, stemmer, klap, dans og smukke farverige ørkenklæder. Sceneopsætningen var simpel og effektiv. På gulvet skabte tre arabiske tæpper et hyggeligt scenarie, hvis charme kun blev styrket af de forskellige guitarforstærkere sat op bag hver musiker. Man blev mindet om, at der her var tale om folk, der historisk og kulturelt er vant til, med få midler, at gøre nye steder til deres hjem.
Koncertens start bød på en optagelse af syngende og klappende kvinder, mens musikerne stille og roligt indtog deres pladser. En basgang lød, og musikerne gik i gang. Det første nummer syntes at være meditativt, hvilket gav publikum rig mulighed for at tune ind på den musikalske rejse, der lå foran dem.
Der var stor variation i lydbilledet. Det blev blandt andet eksemplificeret ved, at forsangeren skiftede mellem elektrisk guitar og en mere akustisk, bluesprægede guitar – afhængigt af nummerets natur. Lyden I DR Koncerthus var fejlfri. Det var imponerende, hvordan blot klap, sang, guitarer og to simple perkussion instrumenter – en form for djembelignende tromme samt et instrument der på afstand lignede at være lavet af en kalabas – kunne give sådan en massiv lyd. Kalabasen var især interessant. Det, der lignede en skål vendt på hovedet, kunne afgive dybe, rungende, tørre eller stumme lyde, afhængig af om perkussionistens berøring var et klap med håndfladen, fingrene eller en mere gnidende bevægelse.
Hvem der var forsanger, og hvem der støttede med kor og klap, varierede til tider. Afvekslingen mellem forskelligartede leadstemmer hjalp med at give dynamik til koncerten, hvor numrene gled så gnidningsfrit ind og ud af hinanden, at det til tider kunne lyde en anelse monotont. Der var blues og ørkenvind i alle numrene, og selvom nogle var mere tempofyldte end andre, et endda med et rap-indslag, virkede det som om, Tinariwen arbejdede imod en trancetilstand – fint illustreret ved en dansende musiker. Hans tøj, smukke gyldne Touareg-klæder, forlængede hans bevægelser, så han fra afstand mere lignede en teaterdukke drevet af usynlige kræfter end et dansende menneske.
Der gik op til fem numre, før det lykkedes Tinariwen at få Koncerthusets publikum til at klappe med på musikken, hvilket måske kan forklare, at de bekymret spurgte ”Ça va? Everything is ok?” mellem hvert nummer. Men der var ikke tvivl om, at det lydige og stille publikum nød koncerten. Unge som ældre sad og rockede diskret med til de involverende rytmer, og koncerten sluttede da også med stående bifald.