Den Sorte Skole – DR Koncerthuset 7. juni 2014

En verdensrejse på første klasse

DR’s Underholdningsorkester feat. Den Sorte Skole
“Symfoni i 9 satser for sampler og kammerorkester”

 5 af 6

Af Moema Terra Vieira

Den 7. juni kunne man for første gang opleve det samarbejde, som DR’s Underholdningsorkester (DRUO) og Den Sorte Skole (DSS) sammen startede tidligere på året. Har du ikke har været så heldig at opleve en af de indtil videre to koncerter i DR Koncerthuset, så kan du glæde dig!

I lørdags fik vi “kun” serveret den første af de i alt tre symfonier, som DSS, i deres fornemme rolle som huskomponister for DRUO frem til 2016, har fået tildelt som opgave. Hold øjne og ører åbne – det er værd at vente på.

Scenen blev indtaget af et 40 mand stort orkester iført sort tøj og respektive instrumenter.  De to dj’s Simon Dokkedal og Martin Højlands pulte var placeret midt blandt resten af orkestret, på fjerde række, på hver sin side af scenen.

Symfonien, der er baseret på DSS’s sidste album III lektion, startede med en gengivelse af det første track på dette album, nemlig nummeret Riforme. Et nummer, der starter monotont, og lyder som når et orkester stemmer deres instrumenter. De følgende otte satser føltes som at høre en businessclass version af selv samme Lektion III. Symfonien er komponeret i samarbejde med Karsten Fundal, der tidligere også har samarbejdet med DRUO samt etablerede navne som Efterklang, Under Byen og Choir of Young Believers.

Magien ved denne opførsel, dirigeret af Hans Ek, var især at finde i den perfekte sammensmeltning mellem de akustiske instrumenter og Dokkedal og Højlands elektroniske samples. I det første nummer for eksempel, skabtes der en genklang denne anmelder i første omgang troede var et resultat af, at lydmanden skruede op og ned for diverse effekter. Men ved nærmere efterlyt stod det klart, at den var skabt af tværfløjterne. Denne illusion var den første blandt mange og resultatet af et skønt sammenspil mellem dj’s, musikere og dirigent.

Koncerten var nærmest en øvelse i at opdage, hvor de meget forskelligartede lyde kom fra. Det hjalp selvfølgelig lidt på gætteriet, når ørerne blev mødt af en eksotiske fuglepiben i surround sound, stemmer bragt ind fra diverse kontinenter og et klaver man ellers burde være i stand til at spotte på en scene.

Den musikalske rejse var ikke kun en oplevelse af rytmer, melodier og lydbilleder fra Europa over Afrika til Mellemøsten og Asien. Diverse lydmontager fik denne anmelder til at dagdrømme om flugt i et transsibirisk tog over endeløse landskaber eller en scene fra en afrikansk havneby. Fantasien gav også billeder af slaver på fjerne bomuldsplantager, længselsfulde haremsprinsesser og orientalske historiefortællende præstinder.

Visuelt var koncerten fint støttet af lysspil på loftet og på balkonerne bag scenen, hvor store ventilatorlignende spots skiftede mellem kolde og varme farver, blidt og blændende lys – afhængig af om tonerne var truende, forførende, nænsomme eller abrupte. Lysspillet på scenen, bag scenen og over scenen understregede stemningen uden at lede øjet for meget væk fra det, det først og fremmest handlede om; nemlig musikken.

At se DSS spille med DRUO var også en rejse gennem genrer, hvor klassisk og rytmisk musik hele tiden gled ind og ud af hinanden. Kammerorkestret bliver taget ud af sin vante finkulturelle rolle, som gengiver af klassiske komponisters mesterværker, og bliver udfordret med nye rytmer og kompositioner, der måske ikke altid er ligetil for et vestligt trænet øre. Ikke desto mindre var orkestrets arbejde en mesterlektion i at bryde egne rammer. Vi blev mindet om, at violiner og fløjter ikke nødvendigvis behøver at lyde, som den musik man lytter til i musikteoriundervisningen på Det Klassiske Konservatorium. En dejlig konfrontation mellem de samples vi hører i house, pop og hip hop, men som vi måske har glemt oprindelsen af, og de noble instrumenter der ofte bliver forbundet med klassisk musik.

”Ja tak”, som en blandt publikum råbte tre gange i sin iver. Mere af den slags.